KHL-slutspil: Nicklas Jensen med i vitalt overtidsmål
Endelig! Efter 13 nederlag på stribe fik Jokerit fredag has på Dynamo Moskva. Slutspilshåbet lever.
Af Thomas NielsenDanskerklubben Jokerit, med de sædvanlige fire danske esser på holdkortet, var ilde ude i slutspilsserien mod Dynamo Moskva, der havde vundet de to første kampe i Helsinki.
Og tilmed de forudgående 11 indbyrdes opgør før det.
Men langt om længe fik Jokerit bugt med skrækmodstanderen, da de fredag aften reducerede til 1-2 i kampe i slutspilsserien.
To gange var de ellers bagud, men en sen Sakari Manninen-scoring bragte kampen i overtid, og så slog Jokerit til efter knap fem minutters forlænget spilletid.
Nicklas Jensen leverede andenassisten, da Manninen blev den store helt som dobbelt målscorer med det afgørende overtidsmål. Jesper Jensen Aabo havde næstmest istid for Jokerit.
Kamp fire er på søndag i Moskva.
Philip Larsen og hans Ufa-tropper havde ligeledes en glimrende slutspilsfredag. En overbevisende 5-1-sejr mod Metallurg Magnitogorsk bringer dem på 2-1 i serien bedst af syv kampe.
For anden kamp i træk var den danske stjerneback imidlertid ikke med. Det forlyder ikke, hvad der holder Larsen ude.
WHAT A THRILLER! #Jokerit beats Dynamo 3-2 in OT in Game 3 and now trail 1-2 in series. Next game on Sunday. Can’t wait for that! #KHL pic.twitter.com/N33S1jz1Mq
— Jokerit Helsinki (@Jokerit_EN) March 1, 2019