Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Før slutspurten: FEM PROFILER, der skal steppe op

Foto af Søren Kottal

Vi har ramt sæsonens afgørende fase, og nu er der ikke længere plads til slinger i valsen.

Af

Grundspillet er nået til opløbsstrækningen og den sidste måned i denne omgang. Inden det 13. marts går løs med slutspillet.

Derfor er der heller ikke længere plads og råd til, at alle tandhjul ikke er velsmurte og medvirkende til det store maskineri.

Vi har udpeget en håndfuld, som holdene med rette kan forvente lidt mere af - og som nu skal steppe op frem mod slutspillet.

Emil Jidskog, Herlev Eagles
Herlev-keeperen har tidligere vist sig særdeles flot frem i Metal Ligaen, men i denne sæson har præstationerne været alt for svingende.

Svenskerens tal er ligaens dårligste blandt førstekeeperne. En redningsprocent på blot 88,44 er simpelthen under niveau - uagtet forsvarshjælp eller ej.

Skal ørnene spille en større slutspilsrolle end tidligere, så kræver det først og fremmest, at Jidskog "upper sit game".

Matt Pistilli, Esbjerg Energy
Der var store forventninger hæftet med på kontraktunderskrivelsen, da vestjyderne hentede deres tidligere guldhelt 'hjem' fra tysk ishockey.

I en udlændingebesætning, der generelt ikke har toppræsteret, i hvert fald kontinuerligt, stikker den store wing ud. Netop med baggrund i forventninger og tidligere meritter.

12 mål i 35 kampe er simpelthen for lidt for den ellers skudstærke angriber, der tilmed krydrer præstationerne med skæmmende -10 i plus/minus-statistikken. Mon ikke målnæsen er bedre finpudset til slutspillet?

Brodie Dupont, Herning Blue Fox
Det var et af sommerens allermest spændende CV'er, som Herning Blue Fox fiskede i land med signingen af Brodie Dupoint.

Omend der har været gode fremskridt op til sin nylige skade, som han i øvrigt nu er tilbage fra, så har det generelt ikke været nok, hvad midtjyderne har fået ud af canadieren.

Hans rolle er primært blevet til tredjekædecenteren, og selvom denne også kan være vigtig, og i øvrigt veludført, så lugtede det af langt mere i sommers.

Under et halvt point i snit pr. kamp og -8 er undervældende produktion for en mand, der har spillet AHL, DEL, EBEL - og sågar en kamp for New York Rangers.

Mario Lucia, Rungsted Seier Capital
Ingen er i tvivl om topniveauet hos den lange Rungsted Seier Capital-angriber. Det er bare for sjældent, at han viser det frem.

Samtidig har han, sammen med T.J. Moore, været kritiseret for mangelfuld disciplin, attitude og spil hjem i banen.

Er han manden, der tænder til i slutspillet? Det er påkrævet, hvis Rungsted skal gøre sig forhåbninger om et titelforsvar.

Teemu og Marko Virtala, Rødovre Mighty Bulls
Vi samler Virtala-tvillingerne til en pakke, og selvom de ofte har drevet den skadesplagede Rødovre-offensiv, ikke mindst qua generelt godt spil fra Steffen Klarskov, så var forventningerne langt større.

Storebror Teemu har været mest skadet af de to, men samtidig blot scoret tre gange i sæsonen. De ligger med pointsnit på henholdsvis 0,70 og 0,65 pr. kamp, selvom blandt andet powerplayet i høj grad er lagt an på dem.

Skal det ikke blive hurtig kvartfinaleexit i den højst sandsynlige kvartfinaleserie mod Aalborg Pirates, så skal de finde tilbage til Gentofte-takterne - og måske mere til.

LÆS OGSÅ: Klubbernes topscorere – Hvem er din pointkonge?

LÆS OGSÅ: BEKRÆFTET: Esbjerg Energy præsenterer ny back