Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

POWER RANKING: Piraterne vippes af tronen - af to hold

Foto af Søren Kottal

Ugens power ranking. Hvem er hot og hvem er not lige nu i Metal Ligaen?

Af

Hermed frisk udgave af Hockeytingets ugentlige power ranking for Metal Ligaen.

Den er et udtryk for form, styrke og aktuelle fornemmelser for holdenes nuværende position - alt i et skønt sammensurium og til åben debat.

Hvis pile peger op, og hvilke hold er i nedadgående tendens?

Ugens power ranking er klar.

POWER RANKING:

1. SønderjyskE (+1)
Normalt er Metal Ligaen grundlaget for denne liste, men weekendens historiske bedrift i Continental Cup skal da også belønnes her.

Mario Simionis tropper leverede tre fremragende kampe med en duft af slutspilshockey. Nicolaj Henriksen, og den vikarierende svensker Adam Ohre, glimrede imellem stængerne, Mike Little var aldeles suveræn og i topklasse fra backlinjen, og fremme satte MacGregor Sharp, Steffen Frank, Daniel Nielsen m.fl. de afgørende accenter.

At ugens enlige Metal Liga-kamp blev tabt, det forbigår vi, i triumfens anledning, i tavshed. Men kan sønderjyderne overføre weekendens succes og spillemæssige tendenser til sæsonens afgørende fase, så er de også endog rigtig godt stillet.

2. Herning Blue Fox (+1)
Midtjyderne er Metal Ligaens mest formstærke lige nu.

Ben Coopers tropper har vundet otte af de seneste ni. Fire sejre i træk, lyder den aktuelle stime, og endda hentet på svære udebaner som Aalborg, Esbjerg og Frederikshavn her i det nye år.

Pointsnittet berettiger nu til top-tre og holdet har fundet kontinuitet i tre stærke angrebskæder, der hver især bidrager til den store fremgang.

Interessant uge i vente med tre nye kampe - heriblandt to nye ture til Esbjerg og Frederikshavn i det hidsige top-fire-ræs.

3. Aalborg Pirates (-2)
Egentlig burde et forspring på 20 point i toppen af Metal Ligaen afstedkomme lidt større kredit. Men 2020-resultaterne har været pauvre, og så trumfes de af SønderjyskE's europæiske triumf og Hernings fremragende form.

Senest smed nordjyderne en 3-0-føring hos bundholdet Odense, og dermed er tre af de sidste fire tabt.

Det lugter lidt af en lille "midt-på-grundspillet-mæthed", der har sat sig hos ligaens ellers så suveræne førerhold.

Mon ikke piratskuden kommer på ret kurs snarere før end siden igen?

4. Frederikshavn White Hawks (-)
Andenpladsen har været lidt billigt til salg i denne sæson, hvis man kan tillade sig at mene det.

Glædeligt at mange rækker ud efter denne - fra syvendepladsen er der kun seks point op i en fantastisk jævnbyrdig liga - men til gengæld lidt skuffende, at ingen for alvor har gjort krav på pladsen, men til gengæld alle svinget lidt op og så lidt ned.

I den kategori findes også Frederikshavn White Hawks, der ganske vist fortsat indtager andenpladsen, men som brugte ugen på to nederlag til direkte top-fire-rivaler.

Alexander Bumagin spillede ikke søndag. Ham vil de ikke undvære i længere tid deroppe nord for Limfjorden.

5. Rungsted Seier Capital (+2)
Efter en spillemæssigt sløjt periode var der måske atter spirende tegn i Herlev søndag på, at Rungsted så småt kan genfinde mestergearet.

Mestrene buldrede til en 5-0-føring hos ørnene, og det kan måske forløse en ting eller to op mod Metal Final4 og grundspillets afgørende fase.

Tre sejre i de seneste fem, alle mod sjællandske konkurrenter, er et gedigent udbytte, men der bør være endnu mere at hente. Ikke mindst hvis svenskerduoen Persson/Olsson snart genfinder inspirationen.

6. Esbjerg Energy (-)
Det er fortsat så millimetertæt på positionerne to til syv i Metal Ligaen, hvor den ene lille optur typisk afløses af en lille nedtur.

Derfor adskilles holdene da også kun af bittesmå marginaler - både i tabellen og på denne liste - men var det ikke for en overbevisende søndagssejr hjemme mod Frederikshavn, så havde Esbjerg kandideret til listens nedre pladser efter en sløj periode.

Var dén sejr et tegn på bedre tider forude? Eller følger de midterfeltets klassiske tendens med et skridt frem, et skridt tilbage?

Ugens enlige kamp, hjemme mod Herning, bliver en spændende og interessant indikator.

7. Herlev Eagles (-2)
Ørnene har kun hentet to point i de sidste fire kampe. Det var til gengæld i Aalborg i fredags, men i et knivskarpt midterfelt skal udbyttet være bedre end det.

Søndag kom de ned med 0-5 på egen is mod Rungsted, der ellers ikke ligefrem havde storspillet i ugerne op til. Sådanne udfald er der dårligt råd til, hvis top-fire-drømmene skal kunne realiseres.

Til gengæld er Niklas Tikkinens produktion fra backlinjen højest imponerende. Hans overtidsscoring stod bag sejren fredag aften i Aalborg.

8. Rødovre Mighty Bulls (-)
Flot genrejsning af Rødovre, der har været mangt og meget igennem de seneste uger.

På isen har skader martret mandskabet, men i denne uge fik de genoprettet skuden ovenpå en svær tid. To hjemmesejre i ugens to opgør blev ugens fornemme udbytte.

Tirsdag venter et opgør mod Odense, der også har fået 2020-vind i sejlene. En Rødovre-sejr vil mere eller mindre endegyldigt sikre slutspilspladsen, hvis der fortsat skulle være tvivl om denne.

9. Odense Bulldogs (-)
Det burde belønnes yderligere, at holdet nu har sat en stime på to sejre sammen - ovenpå de vilde 19 nederlag i træk.

Dog har Rødovre formået det samme, og derfor må fynboerne nøjes med at forblive på niendepladsen, der dog er med en kæmpemæssig pil op. Afstanden er trods alt fortsat på svimlende 25 point op til Rødovre på den slutpilsgivende ottendeplads.

Netop Rødovre er modstanderen tirsdag, og skulle det blive til endnu en fynsk sejr - ovenpå den flotte choksejr mod topholdet søndag - så åbnes dels en slutsspilsdør en lille smule på klem, i hvert fald for de allermest optimistiske, men så lover vi også avancement på næste uges liste.

LÆS OGSÅ: SønderjyskE-direktør jubler: - Vi har skrevet historie

LÆS OGSÅ: Tidligere Herning-angriber scorede hattrick: TOP-10 over danske kendinge i DEL2