Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

POWER RANKING: Suveræne Aalborg fastholder førsteplads - nyt hold i bunden

Foto af Søren Kottal

Ugens power ranking. Hvem er hot og hvem er not lige nu i Metal Ligaen?

Af

Hermed frisk udgave af Hockeytingets ugentlige power ranking for Metal Ligaen. Den er et udtryk for form, styrke og aktuelle fornemmelser for holdenes nuværende position - alt i et skønt sammensurium og til åben debat.

Den forgangne uge bød på kampe tirsdag, onsdag, fredag og søndag, men ikke nok til at forskubbe magtbalancen helt i top.

Til gengæld overtager et nyt hold pladsen i bunden af denne liste. Ugens power ranking er klar.

POWER RANKING:

1. Aalborg Pirates (-)
Det holdt hårdt i Herlev i fredags, og tirsdagens sejr i Esbjerg var også af den knebne slags, men to sejre af to mulige gør det umuligt at rokke så meget som en millimeter på nordjydernes førsteplads.

Målmanden præsterer, backlinjen ser solid ud og bidrager tilmed offensivt - og i angrebet produceres der fra alle leder og kanter.

Garth Murrays enhed ser fortsat stærk og homogen ud og har hentet otte sejre i ni kampe.

2. Frederikshavn White Hawks (+2)
Vendelboerne var på vej til en kongeuge efter sejren hos SønderjyskE og nedslagtningen af Esbjerg.

Søndag kom Jari Pasanens imidlertid ned på isen igen, da de på 'andendagsgildet' mod netop Esbjerg fik revanchen at smage.

Det rokker dog ikke ved, at frederikshavnerne er i ganske godt gænge. Dane Fox og Anders Eriksson begynder at røre på sig, og så kan det for alvor blive sjovt deroppe i nord.

3. Rødovre Mighty Bulls (+3)
Riku-Petteri Lehtonens tropper springer højt både op og ned på disse ugentlige lister. I sidste uge tabte de fire pladser efter tre rene nederlag, men på denne hopper de frem igen efter to vigtige sejre.

Ambitionerne er større på Vestegnen, men først og fremmest skal ottendepladsen sikres. Derfor var det særdeles vigtigt, at både hjemmekampen mod Herlev Eagles og udekampen i Odense fredag blev vundet.

Klarskov-kæden og Virtala-kæden virker begge velsmurte, og i defensiven tager Matt O'Connor og hans defensiv flot fra.

4. SønderjyskE (-2)
For Vojens-mandskabet kører sæsonen også i stimer. To indledende nederlag blev til fire sejre på stribe, som nu er blevet til tre nederlag i træk.

Efter to nederlag og nul point i den forgangne uge. Det vækker næppe fuld tilfredshed hos de stolte sønderjyder

På plussiden forstærkede holdet sig imidlertid også. Finske Konsta Mäkinen blev fløjet ind til lyndebut, og han er minimum med de næste to måneder - og altså inklusiv de kommende Continental Cup-prøvelser.

Sammen med nu klarmeldte Anthony Nigro skal de sønderjyske tropper nu snart begynde at sætte nogle flere sejre sammen. Første mulighed er tirsdag aften hjemme mod Odense.

5. Esbjerg Energy (-)
En 1-7'er burde næsten, per automatik, have kostet pladser på denne liste. Men hvad gør man så, når den følges op af en mere positiv 6-1'er?

Det var nat og dag, helvede og himmel, i weekendens to opgør mellem Esbjerg Energy og Frederikshavn White Hawks. Gennemsnittet må betyde, at vestjyderne er i status quo på denne liste.

På plussiden tæller det, at Niklas Andersen viser storform og igen med Christian Wejse. De to radarmakkere har nu fået Zach Pochiro som tredjemand.

Negativt er det dog, at der er lidt skadesbøvl. Grayson Downing er fortsat ude, Jesse Mychan manglede søndag - hvor Matt Pistilli også udgik.

6. Herlev Eagles (-3)
Den brandvarme førstekæde kølede noget ned i sidste uge, hvor der - særligt i tirsdags mod rivalerne fra Rødovre - blev efterspurgt noget af den dynamit, som de havde fremvist i sæsonens første kampe.

Til gengæld havde ørnene førerholdet fra Aalborg Pirates på krogen fredag aften i egen hule, men nordjyderne slap op af sækken og sejrede i overtid.

Der har været spil til mere, men den foreløbige pointhøst på 12 styk bringer dem fem foran Odense Bulldogs, som fortsat må være første parameter for Brett Thompson og Co.

7. Rungsted Seier Capital (-)
Mestrene begynder at røre på sig.

Tre sejre i de seneste fire kampe kunne have medført et hop, men efterslæbet fra en sløj sæsonstart fastholder dem på syvendepladsen.

Til gengæld kan de glæde sig over, at de nu har forladt sidstepladsen i Metal Ligaen - og at Mario Lucia og T.J. Moore begynder at vise tænder, så det ikke kun er Marcus Olsson og Mattias Persson, der skal trække læsset.

8. Herning Blue Fox (+1)
Rutsjebanen går fortsat op og ned for Herning Blue Fox, der brugte ugen på en flot sejr over SønderjyskE og efterfølgende et nederlag i Rungsted.

Tre point i to møder mod sidste sæsons to DM-finalister må være godkendt, men pointhøsten er fortsat langt under budget.

Der skal en sejrsstime i gang, hvis Final4-forhåbningerne skal have gang på denne jord. I den sammenhæng må fredagens hjemmekamp mod Esbjerg være vind eller forsvind.

9. Odense Bulldogs (-1)
Defensiven er til top-fire bedømt på mål imod, men til gengæld er en tandløs offensiv til en soleklar sidsteplads.

I Metal Liga-tabellen gør sidstnævnte størst udslag, og Odense Bulldogs er nu dernede, hvor de fleste havde tippet dem: på en sidsteplads.

Evan Cowley præsterer bundsolidt i målet, og ofte spiller fynboerne knivskarpe kampe med få mål imod.

Men så skal der også komme mere fra specielt Riley Bourbonnais, men også fx Yannick Vedel og Vojtech Komarek. Lige nu holder Henry Hardarson og Sebastian Ehlers den fynske offensiv nogenlunde i live.

Svære kampe mod SønderjyskE, Aalborg, Esbjerg og Frederikshavn venter den kommende tid for de undertippede fynboer.

LÆS OGSÅ: Final 4-stillingen: Se alle holds pointsnit HER

LÆS OGSÅ: Dansk ECHL-drøm lever endnu: - Jeg kommer tilbage!