LARSENS CORNER: Metal Ligaen er for god til en Messias

Jesper Larsen er klar med et nyt blogindlæg.

Metal Ligaen er god. Måske er den i øjeblikket bedre, end den nogensinde har været. Onde tunger vil eventuelt påstå, at det heller ikke siger så meget, og jeg kender stadig folk i Sverige, der ikke er synderligt benovede over niveauet i dansk ishockey. På svensk tv blev der for efterhånden en del år siden sendt et lettere ironisk indslag om dansk ishockey, og man havde transporteret en reporterpraktikant til Rødovre for at lade ham overvære en kamp mellem hjemmeholdet og Herning Blue Fox. Tv-holdet havde mere fokus på tilskuernes optræden end det, der skete på isen, og bagefter kunne samme reporter med slet skjult henvisning til begrebet ”den danske hygge” konstatere, at tilskuerne sørgede for at indtage tilpas mængder af øl og pølser, mens kampen stod på. Og i en afsluttende kommentar lød det, at der var mere kvalitet over forplejningen i hallen, end der var over spillet på isen. Lige arrogant nok, hvis du spørger mig, men muligvis har svenskerne stadig vrangforestillinger om dansk ishockey fra netop dette tv-indslag.

I dette års udgave af Champions Hockey League har Rungsted Seier Capital repræsenteret dansk ishockey, og det har de gjort med lidt svingende succes. Men den afsluttende kamp – som nordsjællænderne vandt over de finske mestre fra HPK Hämeenlinna – stadfæstede i mine øjne, at Metal Ligaen tager skridt i den rigtige retning. Der har faktisk været talt alt for lidt om den sejr, for det hører til sjældenhederne, at dansk ishockey oplever store ting, når modstanderen kommer fra et af de lande, der har kendt til verdensscenen i mange år. Og hertil må man regne Finland. Nå ja, jeg ved godt, at Danmark på landsholdsplan har leveret flotte og opsigtsvækkende resultater her og der – blandt andet mod netop Finland - men det er noget nyt, at også klubholdene kan gøre det. Rungsted tabte de fleste af sine kampe i CHL, men de vandt en stor sejr i det allersidste forsøg, og det har de fået for lidt kredit for. Så den får de her. Og den sidste krølle på det argument kunne så i øvrigt være, at Herning Blue Fox i en træningskamp op til denne Metal Liga-kampagne led et yderst knebent 2-3 nederlag til de 11 dobbelte finske mestre fra TPS Turku.

I det hele taget er min pointe, at Metal Ligaen bliver bedre og bedre, og skal man have succes i den, så skal man have et vist niveau. Jeg er så rutineret i sporten, at jeg kan huske de tider, hvor spillere kunne komme ind fra højre og nærmest med et knips være dominerende figurer i den danske liga. Jeg kunne egentlig have lavet et større gravearbejde og have fundet eksempler på omtalte spillere fra flere af landets klubber, men nu er udgangspunktet for denne blog, at jeg især gør mig til talsmand for hændelser i og omkring Frederikshavn White Hawks, og derfor vil jeg bruge et par eksempler fra det nordjyske til at illustrere mit synspunkt. I 1978 kom canadieren Craig Chapman eksempelvis til Frederikshavn. Chapman havde forsøgt sig i svenske Djurgården, men blev vejet og fundet for let. Gode kræfter i Frederikshavn fik trukket ham nordenfjords, og ”Chappy” blev en folkehelt. På egen hånd kunne han afgøre kampe på en måde, som det ikke ses mere. For eksempel ved at hente pucken bag eget mål, lave et par kropsfinter, spille et-to med banden og så ellers køre hele vejen op gennem banen og afslutte med at score. Efter et par år i Frederikshavn fik Chapman en legekammerat i svenskeren Tony Crantz. Crantz havde ikke nogen nævneværdig fortid i ishockey, men kom direkte fra den svenske bandyliga, som jo er noget ganske andet. Men evnerne til at stå på skøjter og jonglere med en stok skulle man også besidde i den sport, og Tony Crantz kunne det godt nok til også at blive en ishockeystjerne i Frederikshavn og i den danske liga. Eller hvad med canadieren Dave Flanagan, der kom ind på FIK-holdet 1996-97-sæsonen og hamrede mål efter mål ind? Mange frederikshavnere husker stadig Flanagan som vildt egoistisk og uden særlig interesse for sine medspillere. Han lykkedes med at lave 56 mål, men noteredes kun for 15 assists i de 36 kampe, der blev spillet den sæson. En fin understregning af det egoistisk islæt i øvrigt, men ingen kunne tage fra Flanagan, at han formåede at stordominere i ligaen. Og sådan kunne man egentlig fortsætte, og som sagt var der også i andre klubber i 70´erne, 80´erne og 90´erne eksempler på spillere, der tog al opmærksomheden og afgjorde sagerne på egen hånd. I Rødovre havde de Valerij Bragin, i Herlev huskes Frank Barth og Dana Barbin, og mon ikke herningfolk ville have nævnt Todd Bjorkstrand eller Petri Skriko? Und so weiter.

Det er påstand, men jeg synes, den har bund i realiteter: Det lader sig ikke gøre i dag at spille samme afgørende rolle for hold i Metal Ligaen, som tidligere nævnte storstjerner kunne. Og det er naturligvis ikke, fordi der ikke stadig rekrutteres dygtige spillere til ligaen, for det gør der. Niveauet – set over en bred kam – er bare blevet så højt, at det ikke går. Frederikshavn White Hawks har i øjeblikket russeren Alexandr Bumagin på holdkortet. Han kommer med et fint CV og har senest optrådt i Kontinental Hockey League (KHL), som mange anerkender som verdens næstbedste liga. Bumagin viser sig frem i Metal Ligaen med gode indslag, han har et åbenlyst talent og en puckomgang, som de fleste misunder. Men nogen frelsende engel er han ikke, og der har været flere kampe for White Hawks, hvor han har været ordinær. Dane Fox – en anden nytilkommen i White Hawks-trøjen – har skiftet den tyske DEL-liga ud med Metal Ligaen og er egentlig et eksempel på samme argument, selv om DEL-ligaen naturligvis rangerer lavere end KHL. Fox har været ok, tror jeg mange frederikshavnere ville mene, men en superstjerne med et outstanding højere niveau end sine holdkammerater og modstandere er han ikke. Og afslutningsvis kunne man nævne Zack Smith, der for nogle år siden kom til White Hawks direkte fra Ottawa Senators i NHL. Det var i forbindelse med den store lockout, som betød, at NHL lå stille i flere måneder. Zack Smith kom altså direkte fra det højeste niveau, og det gjorde han i øvrigt sammen med sin gode kammerat fra Senators, Colin Greening, der blev tilføjet holdkortet i Aalborg Pirates. Begge spillere var gode, og man kunne se niveauforskellen, men så var den heller ikke større. Zack Smith fik 7 kampe for White Hawks og fik scoret 4 mål og assisteret til yderlige 6 mål. Godt nok, men ikke sensationelle tal fra en anden verden.

Jeg summerer lige op: Metal Ligaen er i bedring, og der skal noget ekstraordinært til at være god i den. Jeg synes, det er et sundhedstegn, at Metal Ligaen er blevet for god til en Messias.