Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

BREAKING: Frans Nielsen stopper karrieren

Danmarks første NHL-spiller indstiller karrieren efter slutspillet med Eisbären Berlin.

Af

En æra slutter.

Når danskerens nuværende klub, Eisbären Berlin, er færdig med det tyske slutspil, så indstiller Danmarks første NHL-spiller karrieren.

Der bindes en sløjfe på Frans Nielsens ishockeykarriere.

Højdepunktet, blandt mange, må være NHL-debut'en den 6. januar 2007, fordi den dato indeholder dansk sportshistorie på allerøverste hylde.

Som den første skøjtede han ind i NHL, hvor 14 andre danskere siden har optrådt. 

Nu stopper han så, og det er en meget velovervejet beslutning, som han tog for næsten et år siden.

- Beslutningen tog jeg lige efter sidste sæson. Med udsigten til et tredje barn (født i december 2021, red.), og en fremtid med børnene i Skandinavien, så gav det bare god mening, siger Frans Nielsen til Hockeytinget og uddyber:

- Samtidig kunne jeg for første gang mærke, at motivationen til den lange sommertræning ikke var den samme.

- Vi snakker om få procenter, men det var første gang, at jeg mærkede det, og stillede mig selv spørgsmålet, og det gjorde beslutningen let, siger Frans Nielsen.

Når han alligevel besluttede, at tage en sæson mere, så skyldes det dels, at han gerne ville have en sidste sæson til at reflektere og nyde karrieren, og samtidig gøre det færdig på sin egen måde.

Samtidig var det en stor motivation for ham, at slutte i et OL-år, og dermed give det en reel chance, at opnå en olympisk turnering, som han i går officielt blev udtaget til sammen med 24 holdkammerater.

- Det sidste var en stor del. Hele min sommer koncentrerede sig om OL-kvalen, og det var til gengæld meget motiverende, at bruge den sidste sommertræning i min karriere på. Tankerne om den rød-hvide trøje og opgaven i OL-kvalen i Oslo, fyldte meget sidste sommer, siger danskeren, der fylder 38 år i april.

Sidste år i august, kort før OL-kvalen, blev han på et uventet tidspunkt købt ud af sin kontrakt i Detroit Red Wings. Dermed var han klubløs under OL-kvalifikationen i Oslo.

- Det var uventet på grund af tidspunktet, for jeg vidste, at det kunne ske tidligere på sommeren. Nu kom det så der, men jeg tog det ret afslappet, og måtte fokusere på OL-opgaven i Oslo og så bruge den tid, det måtte tage.

- Set i bakspejlet, så gav det mig egentlig blot nogle flere kort på hånden. Selvfølgelig står man med en familie, der pludselig skal flyttes og endda udvides, og man står med et hus i Detroit, og skal lige en tur til ejendomsmægleren. Men rent sportsligt gav det mig friheden til at afvente OL-kvalen, siger Frans Nielsen, og afslører, at det også kunne have sendt ham tilbage til NHL.

- Havde vi nu kikset i Oslo, så havde jeg måske ventet lidt længere, for at afsøge mulighederne i oktober/november i NHL, hvis den rigtige klub kom. 

- Men da vi heldigvis kvalificerede os til OL, så var min prioritet, at finde en klub lidt hurtigere, for at få noget spilletid. Jeg havde heldigvis nogle muligheder, og ret hurtigt viste Eisbären Berlin seriøs interesse, siger den danske center, som står noteret for 116 landskampe og ni VM-turneringer.

Det var formentlig lidt overraskende for mange, at det ikke blev russiske KHL, svenske SHL eller den schweiziske liga, der løb med danskerens underskrift, fordi det normalt er disse ligaer, der trækker spillere direkte fra NHL.

Nu nyder danskeren så livet i Berlin, som far til tre.

- Vi havde lyst til et sidste eventyr, selv om det er et kortere af slagsen. En europæisk storby med internationale børnehaver, og en klub, der er kendt for at være gode til at få tingene til at fungere uden for isen.

- Kombineret med mange kampe til at skærpe OL-formen, og den korte afstand til Danmark og Sverige, så er det et godt sted at slutte, siger Frans Nielsen, som i denne sæson har spillet 20 kampe med seks mål og otte assister i den tyske DEL-liga. 

På det seneste har han siddet ude i seks kampe, efter at han den 28. december blev ramt i hovedet i en udekamp i Köln. Tidligere i karrieren har han haft et par hjernerystelser.

- Jeg har haft lidt hovedpine har i januar, når jeg forsøgte at træne, så det er trukket lidt ud, og der er ingen grund til at tage chancer så tæt på OL. Men jeg er snart klar, og OL burde ikke være i fare, lyder meldingen.

Karrieren startede i Herning, hvor han blev dansk seniormester som 16-årig. Billederne af skoleknægten med cigar i munden og guldhjelm på hovedet, er ikoniske på heden. Og så lavede han i øvrigt et point i snit, og delte oplevelsen med store navne med klublegenden Todd Bjorkstrand.

Som 17-årig ankom han til Malmö til fire formative år, og debut i den svenske Elitserie.

På en enkelt sæson i Timrå, scorede han både fem ligamål og sin nuværende hustru Moa, før Team Nielsen tog til New York Islanders og farmerholdet Bridgeport.

The rest is history, ville man kalde karrieren over there, hvor det blev til 15 sæsoner, 925 kampe (+24 i slutspillet), 473 point og klublegendestatus i New York Islanders, hvor det er få forundt, at have spillet så mange kampe og sæsoner i træk, som Frans Nielsen gjorde.

For fem et halvt år siden viftede storklubben Detroit Red Wings med en 6-årig kontrakt til 31,5 mio. dollars, svarende til godt 200 mio. kroner.

Nu stopper karrieren i Eisbären Berlin, som efter Nielsens ankomst er strøget til tops i den tyske liga.

Om 16 dage går han ind på det olympiske stadion sammen med sine holdkammerater, og om 20 dage skriver han igen historie sammen med holdkammeraterne, når pucken smides til Danmarks første OL-kamp i historien.

Stort set præcis 15 år efter, at Frans Nielsen skrev historie som NHL-spiller.

- Det er kæmpestort for os, at skulle repræsentere Danmark til OL. Jeg er utrolig stolt på dansk ishockeys vegne over, at vi endelig fik løst opgaven i kvalifikationen. 

- Det er også en hyldest til alle de danske ishockeyfans, som altid har bakket os op. De sad midt om natten og fulgte med, da jeg startede i NHL, og de har altid været der i rødt og hvidt til alle VM-turneringer.

- Jeg har endnu ikke tænkt over, hvad jeg kommer til at savne i dagligdagen, men jeg ved, at jeg kommer til at savne fansene, lyder Frans Nielsens afskedshilsen.