Frans Nielsen skal føre Dannebrog ind på det olympiske stadion i Kina
Danmarks første NHL-spiller skal om 15 dage bære Dannebrog ind på det olympiske stadion sammen med curlingspilleren Madeleine Dupont.
Af Jimmy BøjgaardFrans Nielsen er af Danmarks Idræts Forbund valgt som fanebærer ved de olympiske lege i Kina, der starter om to uger.
Sammen med curlingspilleren Madeleine Dupont skal Nielsen gå forrest for den danske delegation.
Det er anden gang, at to atleter deler æren, efter at sejleren Jonas Warrer og hækkeløber Sara Slott Petersen sidste år førte Danmark ind på det olympiske stadion i Tokyo.
- Jeg blev meget beæret over, at blive spurgt, siger Frans Nielsen om udnævnelsen som fanebærer.
- Det er jo en ultimativ påskønnelse af ens karriere, og en tillidserklæring, at blive bedt om at føre Dannebrog ind på det olympiske stadion, så jeg er også meget stolt, siger han.
Dansk ishockey brager i februar ind på den olympiske scene med to olympiske landshold, og det bliver altså Danmarks første NHL-spiller, som skal repræsentere de danske ishockeyhold, og hele den danske delegation.
Frans Nielsen og Madeleine Dupont bliver de 43. og 44. danske fanebærere i historien ved olympiske lege, efter at gymnasten Rudolf Andreas Kraft som den første bar fanen ved de olympiske lege i 1906.
Siden har mange store navne gået forrest for danske OL-hold med tennisspilleren Caroline Wozniacki, kuglestøderen Joachim B. Olsen, roeren Eskild Ebbesen og sejleren Jesper Bank blandt mange prominente navne på listen.
Det er det 15. vinter-OL, hvor Danmark har fanebærere i front.
Pudsigt nok, så bliver Frans Nielsen den anden ishockeyspiller, efter at Knud Tønsberg bar fanen ved vinter-OL i 1948.
Det danske ishockeylandshold deltog dog ikke, og Tønsberg indgik ikke i den officielle danske delegation, som danske fanebærere i nyere tid altid gør.
Knud Tønsberg er et af 12 æresmedlemmer i Danmarks Ishockey Union, som han blev formand for året efter sin olympiske gæsteoptræden.
Han var DIU's første formand, og sad i perioden 1949-1967.
Der er kun 15 dage til åbningsceremonien i Beijing, Kina, hvor det danske kvindelandshold allerede tidligere samme dag vil have spillet deres åbningskamp i turneringen mod værtsnationen Kina.
Fire dage senere følger Regin, Bødker, Nielsen og co. trop, når mændene åbner med kampen mod Tjekkiet.
Men først gælder det altså den store oplevelse, som en åbningsceremoni er, og det bliver uden tvivl en speciel aften for Frans Nielsen, Madeleine Dupont og resten af den danske delegation.