White Hawks-blog: Skal der en Jari til at lave en Jiri?

Jesper Larsen er klar med din seneste blog om Frederikshavn White Hawks.

Omkring 200 mennesker var mødt op i Nordjyske Bank Lounge, da White Hawks-direktør Henrik Andersen i maj 2016 tog mikrofonen og gjorde sig klar til at løfte sløret for, hvem den nye træner for Danmarks nordligste ishockeyhold skulle være. Svenskeren Peter Johansson blev aldrig en kæledægge for de kræsne og forvænte frederikshavnere, selv om han et stykke af vejen havde resultaterne med sig. I Johanssons tid i Frederikshavn blev det til to bronzemedaljer, men det kunne ikke slette indtrykket af, at han havde fået for lidt ud af en ellers ret talentfuld trup. Johanssons mutte og halvarrogante facon kombineret med hans konservative tilgang til det at tage rettidige timeouts hjalp heller ikke på populariteten.

Den dystre side af internettet – der hvor alle troldene kan muntre sig uden at lægge navn og ansigt til – havde i længere tid forenet sig i ønsket om, at White Hawks skulle gå nye veje på trænerfronten. Det var blevet tid til en nordamerikaner, lød det. Farvel og tak til finnerne og svenskerne, der havde afløst hinanden i en lind strøm. Fra Heikki Mälkiä over Lars Ivarsson via Juha Riihijärvi til Peter Johanssson.

Alle var de fejlet i forsøget på endelig at kunne forløse det nordjyske krav om en ny titel. Nå ja, så var Henrik Christiansen for resten ansat i en periode imellem de nævnte, men det var vist kun fordi, det kneb med finanserne. Som han selv udtrykker det: ”Jeg ved jo godt, at når de kommer til mig, så er det fordi, pengene er små”. Men skulle man tro de mest dedikerede fans, så var det bidende nødvendigt at få en mand i spidsen, der kunne sige ”fuck” med den rigtige accent og ofte nok til, at det fremgik, han var sur.

Ikke mere laissez-faire og rundbordspædagogik på et hold, der ikke vandt danmarksmesterskaber nok.

Naboerne til Nordjyske Bank Arena er ikke kendt for at være de mest tolerante. De klager over støj i forbindelse med træning og kampe, og White Hawks og Frederikshavn Kommune har sit hyr med dem, men den historie kan vi tage en anden gang. Det vil dog være relevant at antage, at omtalte naboer fik ny ammunition til deres utilfredshed, bedst som de troede, at sommeren og freden var ved at sænke sig over det sløve parcelhuskvarter. For klapsalverne var spektakulære og rungede uden tvivl helt ud på den nærliggende Peter Suhrsvej, da Mario Simioni trådte ind i rummet og bekendtgjorde, at han glædede sig til at være en del af Frederikshavn White Hawks i lang tid fremover. Den iltre canadier med de italienske rødder havde imponerende meritter i Metal Ligaen, og snakken blandt de fremmødte gik blandt andet på, at man håbede på at kunne profitere af Simionis netværk i international ishockey.

Det er ikke for meget sagt, at stemningen den majdag var småeuforisk, og ingen i rummet var i tvivl om, at al mulig White Hawks-succes lå lige om hjørnet.

I dag er Mario Simioni ansat i SønderjyskE. Hans ophold i Frederikshavn fik aldrig den effekt, som begge parter sikkert havde ønsket sig. Igen måtte klubben lade sig nøje med bronzemedaljer, og et smerteligt kvartfinalenederlag til Aalborg Pirates - der oven i købet havde den frækhed selv at vælge White Hawks som modstander og siden vinde overlegent 4-0 i kampe - blev det sidste Simioni-aftryk i Frederikshavn. I krogene taltes der om, at Simionis kontaktnet så vist heller ikke var bedre, og det faldt heller ikke i god jord, at canadieren tilsyneladende havde det med at save backen Simon Grønvaldt over i periodepauserne. ”Simon fucking Grønvaldt” som han bramfrit formulerede det til nogle af sine bekendte i SønderjyskE efter en kamp i Frederikshavn.

Tre år efter kravet om en nordamerikaner som træner, er Frederikshavn White Hawks så vendt tilbage til det kendte. Finnen Jari Pasanen er sat i spidsen for det projekt, der - set med frederikshavnske øjne – gerne skulle resultere i noget rigtigt godt. Pasanen fik i Nordjyske Bank Lounges 2019-udgave af trænerpræsentationen en modtagelse, der snildt kunne måle sig med Simionis, og han er allerede anerkendt for sin offensive tilgang til spillet.

Men skal Jari Pasanen for alvor blive en legende i Frederikshavn, så skal han lave en Jiri. For det er en stående joke i Vendsyssel, at kun Jiri Justra kan vinde guld med ishockeyholdet. White Hawks – og det hold, der en gang hed FIK – har vundet mesterskabet to gange, og begge gange stod tjekken Jiri Justra bag. Begge gange var i øvrigt også i slutningen af et årti. I 1989 vandt man efter to sejre over Aab, og i 1999-2000-sæsonen måtte Herning i en historisk kamp lægge ryg til et overtidsnederlag. Nu befinder vi os igen i slutningen af et årti, og der er kun et enkelt grafem til forskel på navnene Jiri og Jari. Kan du se, hvor jeg er på vej hen? Jeg stiller det helt uvidenskabelige spørgsmål: Er det i år, det sker for White Hawks? Skal der en Jari til at lave en Jiri?