Malene Frandsens blog: Fokus på damehockey giver os gode vilkår for sejr
Malene Frandsen er klar med sin første blog på Hockeytinget. Denne gang med fokus på forventningerne til det kommende VM.
Af Malene FrandsenPå søndag starter vi VM i Ungarn, når vi møder Slovakiet. De øvrige fire hold er Norge, Ungarn, Italien og Østrig.
Der er to hold der rykker op i år, og vi går klart efter guld og en plads blandt de 10 hold i i A-gruppen.
Vi har et kanon godt hold. Vi har rutine med, og vi har unge enormt skøjtestærke spillere med, som passer perfekt ind i den spillestil, vi kører efter.
Vi skal presse, stresse, være skøjtestærke og holde pucken hos os, og være det styrende hold.
Vi har haft stor fokus på den fysiske træning udenfor isen siden sæsonstart, hvilket skal være med til at give os det sidste, så det er os der holder fysisk hele vejen og kan være skøjtestærke alle 60 min, i alle 5 kampe, på få dage!
På papiret er vi klart en af favoritterne til at tage skridtet op i A-gruppen. Men vi skal tage en kamp ad gangen, for ingen hold i denne gruppe er dårlige.
Vi skal ud og spille den hockey vi har arbejdet på. Vi har et enormt godt sammenhold på holdet, som kan tage os rigtig langt. Vi supplerer hinanden rigtig godt og vi har mange forskellige spillere, med forskellige styrker, som udfylder de opgaver vi har brug for, til at gå hele vejen.
Men det kræver stenhårdt arbejde alle 60 minutter i hver kamp!
Der er kommet større fokus på damehockey, og der er blevet satset på, at bygge et solidt trænerteam omkring holdet og nogle gode betingelser.
Det kan klart mærkes som spiller, og det gør bare at vi kan have fuld fokus på det vi er bedst til; at spille ishockey!