Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Thomas Madsen ansat som sportsmanager i DIU

Han kommer fra en stilling som sportschef i Rødovre SIK, og starter i jobbet midt i august.

Af

29-årige Thomas Madsen bliver sportsmanager i Danmarks Ishockey Union, skriver unionen på sin hjemmeside. Han starter i jobbet den 15. august.

Thomas Madsen har i mange år været træner i Rødovre Skøjte- og Ishockeyklub og har senest været sportschef i klubben. I 2016/17 var han sportschef i Vojens Ishockeyklub.

– Vi havde et glimrende ansøgerfelt, men valgte altså Thomas Madsen. Vi glæder os virkelig til at samarbejde med ham i den kommende tid. Han har store ishockeykompetencer, en rolig og velovervejet personlighed og har allerede bevist, at han kan trække røde tråde i ishockeyregi. Samtidig er han ung og ambitiøs, så vi får hele pakken med ansættelsen, siger direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.

Thomas Madsen skal i jobbet stå for udarbejdelse af årlige sportslige programmer for U20-U18-U17-U16-U15-U14 og udarbejdelse af aktiviteter for kvindelandsholdet og U18-kvindelandsholdet.

Samtidig skal Thomas Madsen samarbejde med Team Danmark, bemande unionshold og være aktiv i udviklingen af DIU’s camps og kraftcenteraftaler, ligesom han skal deltage i Bredde- og Ungdomsudvalget, når det er relevant.

– Jeg har været megaglad for at være i Rødovre, ligesom det også gav mig rigtig meget at være i Vojens som sportschef. Det betyder, at jeg har kendskab til ishockeykulturen på begge sider af Storebælt.

– Nu glæder jeg i den grad til at have fingrene helt nede i mulden i udviklingen af dansk ishockeys strukturer og systemer. Det er næsten ærefrygtindgydende at være med der, og jeg er meget glad for, at RSIK har givet mig den her mulighed, siger Thomas Madsen, der skal arbejde tæt sammen med DIU’s talentchef Olaf Eller.

Thomas Madsen vil i begyndelsen have en overgangsperiode i Rødovre, indtil hans verserende projekter og opgaver er afsluttet. Præcis som tilfældet var, da Jesper Duus i sin tid skiftede fra RSIK og blev DIU-sportschef.