Klubtræner Ehlers fik to sejre
Heinz Ehlers vandt begge de ligakampe, der forhindrede ham i landsholdsarbejde.
Af RedaktionenMens arbejdet i NLA-klubben i Schweiz forhindrede landstræner Heinz Ehlers i at være med landsholdet, så var arbejdet hjemme i Langnau i Schweiz ikke forgæves.
Langnau vandt nemlig både fredag og lørdag, og Ehlers-holdet med det noget mindre budget end topholdene, er nu på en flot tredjeplads.
Fredag vandt Langnau 5-3 ude over Servette, og i aftes blev det til 5-4 i overtid hjemme mod et andet bundhold, Davos.
Der venter nu en række spændende kampe mod stærkere hold, som også bejler til kvartfinaler.
Grundspillet er uhyre tæt med otte runder igen. Der er kun ni point fra Langnau på tredjepladsen ned til niendepladsen udenfor playoff, så weekendens to sejre betød alverden for Ehlers-mandskabet.