VM-PROFIL SKAL HOFTEOPERERES: - Det er pisse træls!
De danske VM-profiler er hårdt ramt på skadesfronten. Seneste offer er Mads Christensen, hvis sæson allerede er ovre.
Af Thomas NielsenEndnu en kedelig skade har ramt det danske ishockeymiljø.
Mads Christensen er ude i længere tid og sæsonen er allerede ovre på grund af en hofteskade, som han pådrog sig for sin klub, Red Bull München, i en ligakamp for to uger siden.
- Det er pisse træls, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme stærkt tilbage, fortæller en ærgerlig Mads Christensen til Hockeytinget.dk.
Angriberen, der har et tocifret antal mesterskaber på CV'et, fik et lille vrid i hoften i en udekamp i Ingolstadt, men spillede kampen færdig med få smerter.
- Senere på aftenen var det helt galt, og dagen efter kunne jeg knap gå. Nu har jeg været igennem diverse undersøgelser og må desværre konstatere, at en operation er nødvendig.
- Heldigvis har jeg fået tid hos Tysklands bedste hoftespecialist, som har base her i München, fortæller han.
Nu venter en lang pause og genoptræning.
- Jeg skal opereres om en uges tid. Derefter venter der omkring fem måneders pause, fortæller han.
Han bekræfter, at det kommende VM dermed også bliver uden den skøjtestærke forward.
Fornylig blev også Jokerit-backen Oliver Lauridsen opereret, ligesom holdkammerat Nicklas Jensen ligeledes har været ude i lang tid.