5 skarpe bud: Disse udlandsdanskere er stadig uden kontrakt
Langt de fleste har deres fremtid på plads, men der er fortsat gode, danske folk på markedet.
Af Thomas NielsenSommerferien er forbi, og og nye kapitler skal skrives i den nye sæson.
Rundt omkring er de fleste trupper efterhånden på plads, men der er fortsat mulighed for at sikre gode underskrifter, når man kigger ledige udlandsdanskere efter i sømmene.
Stærke landsholdsnavne som From, Bau, Kristensen, Jensen Aabo, Meyer og flere andre har fået fremtiden og nye arbejdsgivere på plads - men det gælder ikke alle.
Vi har samlet en håndfuld skarpe folk, som fortsat - i hvert fald officielt - er frie på markedet.
Christian Kristiansen, HC Dalen (Division 1)
Den tidligere Frederikshavn White Hawks-spiller har de to seneste sæsoner spillet for HC Dalen på tredjebedste hylde i Sverige. Den 24-årige angriber kunne godt lukke et hul på angrebsbredden i Metal Ligaen.
Jacob Böll, Helsingborgs HC (Division 1)
Den store back rykkede sidste sommer mod Sverige efter en årrække i Rødovre. Kunne en retur til Metal Ligaen komme på tale?
Philip Schultz, Victoria Royals (WHL)
Angriber på U20-landsholdet, der prøvede talentet af i en af de stærke canadiske juniorligaer den forgange sæson. Debutsæsonen var godkendt, så det kunne godt ligne mere i samme dur.
Nichlas Hardt, Växjö Lakers (SHL)
Den danske hardhitter, der meldte fra til VM, er kontraktløs efter et sent skifte til Växjö. Hans navn og niveau bør være rigeligt til, at nye SHL-muligheder er yderst realistiske, men hvad byder fremtiden for Hardt?
Lukas Lundvald Nielsen, Manchester Storm (EIHL)
Efter halvanden sæson i det britiske, skiftede fynboen Lukas Lundvald kontrakt i EIHL denne sommer. Men matchet med Manchester Storm blev aldrig effektueret. Fornylig blev angriberens kontrakt nemlig ophævet, og derfor er han nu igen ledig på markedet.