Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Aalborg-talent er glad for at være hjemme

Jonathan Brinkman er vendt hjem til dansk ishockey for en stund. Det aalborgensiske stortalent fortæller, at det er noget, han er rigtig glad for.

Af

Sidste sommer tog Jonathan Brinkmann et stort skridt i sin ishockeykarriere, da han tog den lange tur til Canada for at tørne ud for Medicine Hat Tigers i den canadiske WHL-liga.

Den nordamerikanske juniorliga er dog afblæst i øjeblikket på grund af COVID-19. Derfor er Aalborg-talentet som bekendt vendt tilbage til sin hjemby for at hjælpe sine tidligere holdkammerater hos Aalborg Pirates.

I går kom offensivspilleren for første gang i kamp efter sin tilbagevenden til Aalborg. Her var han med i Aalborg Pirates 5-2-sejr over lokalrivalerne fra Frederikshavn White Hawks i en af de sidste træningskampe, inden den nye sæson begynder d. 18. september.

Længden på Jonathan Brinkmanns ophold hos Aalborg Pirates står dog i det uvisse. Det skyldes, at hans nye kontrakt indeholder en klausul, der giver ham lov til at rejse tilbage til Canada, hvis juniorligaerne genoptages.

Han er dog glad for, at der opstod en mulighed for at vende tilbage til Aalborg Pirates. 

- Jeg har været hjemme i fem måneder nu og trænet med her i Aalborg, siden de startede op, og da jeg så fandt ud af, at jeg heller ikke kan komme afsted det næste lange stykke tid, var det dejligt, at jeg kunne spille her i min hjemby, fortæller Jonathan Brinkman til Nordjyske.

Jonathan Brinkmann fortæller også, at han er klar til at give sig 100% for nordjyderne, selvom en klarmelding fra det canadiske vil få ham til at pakke tasken med ishockeyudstyr.

- Jeg er klar til at give mig fuldt ud for Aalborg, men hvis det pludselig starter derovre, regner jeg med at rejse, siger Jonathan Brinkman til Nordjyske.

Jonathan Brinkman kommer til at skøjte rundt med nummer 52 på Pirates-trøjen i den kommende sæson.