Dobbeltforlængelse: SønderjyskE fortsætter med to angribere

SønderjyskE har føjet to angribere yderligere til næste sæsons trup. Anders Førster og Martin Eskildsen forlænger.
Af Thomas NielsenDer er fart over udmeldingerne i det sønderjyske for tiden, og her til morgen meldte sportschef Kim Lykkeskov yderligere et par brikker til næste sæsons trup ud.
31-årige Anders Førster og 23-årige Martin Eskildsen er fortsat til rådighed i angrebet for Mario Simioni.
Om førstnævnte udtaler sportschefen:
- Han er blevet 31 år og kender efterhånden klubben ud og ind, så det bliver en af de spillere, der skal tage ansvar i den kommende sæson. Han skal bidrage med lederskab og det arbejdsraseri, som kendetegner ham, og som er en af de ting, vi virkelig værdsætter i klubben. Han er en god spiller og en god fyr, der er vellidt af alle i klubben, og han er faldet rigtig godt til i det sønderjyske.
Eskildsen er en ægte Vojens-dreng, og støt og roligt tager han mere og mere ansvar. I slutspillet var han blandt sønderjydernes mest målfarlige spillere.
- Han har udviklet sig godt i vores klub, men han har stadig en masse lag, han kan lægge på sit spil. Han har fået en masse tillid og tiltro fra Mario Simioni, og i denne sæson har han også spillet en del over- og undertal. Han har fået masser af istid i den forgangne sæson, og han har vel aldrig fået mere istid på eliteplan, så det går helt sikkert den rigtige vej. Nu skal der lægges yderligere på, og det starter allerede i den sommertræning, som vi så småt er startet op på, udtaler Kim Lykkeskov.
Tidligere på ugen blev kontraktforlængelser med Mads Lund og Rasmus Lyø kommunikeret ud.

