FEM SKARPE: Matthias Asperup afventer det rigtige tilbud
Matthias Asperup om udlandsspekulationerne, den forgangne sæson, sommeren og det stærke Rødovre-sammenhold.
Af Thomas NielsenSommeren igennem tager vi temperaturen på profiler fra Metal Ligaen, udlandet og landsholdet.
I dag har vi fingre i et af Metal Ligaens tunge navne i form af Rødovre Mighty Bulls-topscoreren Matthias Asperup.
Den 24-årige angriber, der både er skøjtestærk og teknisk særdeles velfunderet, nåede langt i Heinz Ehlers' VM-camp og bliver atter blandt Metal Ligaens dominerende spillere den kommende sæson.
Vi fangede ham til fem skarpe.
Sidste sæson er efterhånden kommet på god afstand. Hvordan vurderer du den, både personligt og for holdet?
Personligt var det lidt af en øv-sæson, da jeg var en del skadet, men pointmæssigt gik det fint. For holdet synes jeg, at det var meget op og ned. I slutspillet gik luften lidt af ballonen, da vi tabte kamp fire på hjemmebane i overtid, hvor vi ellers havde chancen for at komme på 3-1 i kampe.
Jeg synes ikke, at det var en godkendt sæson. Vi skal være bedre og mere stabile over en hel sæson, og vi skal gerne spille med om medaljer.
Hvad tilbringer du sommeren med - og hvordan foregår din sommertræning?
Jeg spiller lidt rullehockey med mine venner og holdkammerater og hygger med venner og familie. Udover det står den på sommertræning med Rødovre, som vores fysiske træner står for. Det er god, hård træning og til tider kombineret med nogle lidt sjovere ting.
Er der noget specifikt, som du har særlig fokus på at forbedre?
Jeg tænker meget på at være i så god form som muligt og holde mig skadesfri en hel sæson, og så er jeg sikker på, at vi som hold kan nå rigtig langt.
Du har tidligere snust til udlandet i et par omgange, og mange nævner dig som emne til et nyt udlandsophold. Har du ambitioner i den retning - og i givet fald, hvilke ligaer?
Selvfølgelig ville det da være sjovt at prøve at komme ud igen, men der skal også komme det rigtige tilbud, før jeg takker ja. Men Tyskland og Østrig kunne være spændende at prøve kræfter med.
Rødovre har en stærk hockeykultur og I er mange Rødovre-drenge på holdet. Hvordan er det at spille med så mange, som du har kendt så længe?
Det er gør det lidt specielt at spille med drenge, man er vokset op med. Det er også grunden til, at vi har så stærkt et sammenhold i truppen.