Fik pucken i ansigtet: Lasse Lassens operation gik godt
Lasse Lassen fik ikke just den optimale sæsonstart med weekendens møde med en vildfaren puck.
Af Thomas NielsenDet er en evig erhvervsrisiko, men det er aldrig rart, når en spiller rammes af en puck i ansigtet.
Den uheldige skæbne overgik imidlertid Herning Blue Fox-profilen Lasse Lassen, da holdet i søndags spillede træningskamp hjemme mod Frederikshavn White Hawks.
- Jeg kommer ind ude fra hjørnet, og vil prøve at genere målmandens udsyn inde foran. Jeg får så et lille skub i ryggen, og det gør, at jeg hænger lidt lavere end normalt, og så blev jeg ramt af pucken, forklarer midtjyden til Hockeytinget.dk.
Resultatet af det ærgerlige gummiskivemøde blev et brækket kindben og brækkede knogler ved øjet. Derfor måtte han under kniven på Skejby Sygehus.
- Jeg blev opereret tirsdag, og de var supergode. Jeg fik sat nogle titaniumplader ind under ved øjet og ved kindbenet, som skal hjælpe det med at vokse sammen.
- Heldigvis slap jeg rimelig billigt, når nu det skulle være. Jeg har ingen problemer med mit syn, og der var ikke tegn på hjernerystelse. Nu skal jeg bare tage den lidt med ro, siger han.
Trods den voldsomme episode og nødvendigheden af en efterfølgende operation, så er den 30-årige angriber ved godt mod.
- Jeg har lige været i hallen og hilse på drengene, og jeg er ved godt mod. Nu glæder jeg bare til at komme i gang igen.
Umiddelbart venter en periode på fem uger, hvor Lasse Lassen skal undgå fysisk kontakt, men en nærmere tidsplan lægges, når han skal til et nyt tjek i næste uge.
Samme kamp kostede i øvrigt også en brækket hånd til Hernings nye canadier, Mark MacMillan.