Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

Hockey Stars: Danske NHL-stjerner vil løfte ungdomsarbejdet

På et pressemøde i eftermiddag løftede initiativtagerne sløret for Hockey Stars-projektet.

Af

Fredag den 9. august er Washington Capitals-stjernen Lars Eller og hans NHL-kolleger Frederik Andersen og Mikkel Bødker i spidsen for et spændende, nyt ishockeystævne i Rødovre Centrum Arena.

Initiativtagerne bag løftede sløret for projektet på et pressemøde her til eftermiddag.

Hockey Stars går i korte træk ud på, at de tre NHL-stjerner er med i en årligt tilbagevendende turnering, hvor blandt andre Rødovre Mighty Bulls, Aalborg Pirates og Herning Blue Fox mødes.

Projektet skal løfte dansk ishockey yderligere og skaffe økonomi til ungdomsarbejdet.

- Selv var jeg kun knap 2 år, da jeg første gang fik skøjterne på. Jeg husker stadig følelsen af at have fundet den rigtige sport for mig, og den oplevelse vil jeg gerne bidrage til at endnu flere børn og unge får med ishockeysporten. Det er en fantastisk sport, og i klubberne er der er et stærkt fællesskab, hvor virkelig mange frivillige giver børn og unge store oplevelser. Derfor er jeg meget glad for, at jeg sammen med Mikkel og Frederik nu kan søsætte Hockey Stars, siger Lars Eller i en pressemeddelelse.

Hvor Lars Eller repræsenterer Rødovre Mighty Bulls på sin gamle hjemmebane, så flyves Frederik Andersen ind fra Toronto til at vogte målet for hans barndomsklub; Herning Blue Fox.

- Jeg glemmer aldrig den fantastiske VM-stemning i Boxen i Herning. Opbakningen var enorm. Den begejstring og positive opmærksomhed skal vi bygge videre på og bruge til at løfte dansk ishockey. Det starter i ungdomsrækkerne, hvor klubberne gør et kæmpe arbejde. Det er jeg glad for at kunne støtte med deltagelsen i Hockey Stars, siger Frederik Andersen.

Formanden for Dansk Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen glæder sig over initiativet, og ser frem til at opleve NHL-stjernerne på isen i Rødovre.

- Hockey Stars bliver en stor oplevelse. Mange børn og unge har de danske NHL-spillere som idoler og forbilleder, når de løber rundt på isen. I Rødovre får de nu mulighed for at opleve idolerne på tætteste hold. Jeg er sikker på, at Hockey Stars bliver en succes og vil være med til at tiltrække flere børn og unge til ishockeysporten, udtaler han.

Hockey Stars er etableret i et samarbejde mellem Rødovre Skøjte- og Ishockey Klub, Herning Ishockey Klub og AaB. Initiativet koordineres af Lars Eller, Morten Bødskov og sportschef i Rødovre, Thomas Madsen.