Kulturbærer forlænger kontrakt med SønderjyskE

30-årige Mads Lund er klar til sin 16. sæson i de lyseblå kamptrøjer.
Af Thomas NielsenHan har været med på hele SønderjyskE-rejsen siden debuten som 15-årig helt tilbage i 2004, og nu har han sat sin signatur på endnu en kontraktforlængelse med barndomsklubben.
Mario Simioni og Co. får således også glæde af Mads Lund i den kommende sæson, meddeler klubben tirsdag.
- Han har været med i alle årene, og vi er glade for, at han tager endnu et år her i Vojens. Han har stadig sult, lyst og tid til at give det et år mere på fuld knald.
- Han er en vigtig og efterhånden også rutineret spiller på holdet, og det betyder også, at han kan hjælpe de unge spillere, der kommer ind. Derfor er vi også glade for, at han tager endnu en omgang med holdet, udtaler sportschef Kim Lykkeskov.
Mads Lund har været med i seks mesterskaber - det seneste tilbage i 2015. I den forgangne sæson høstede sønderjyderne sølvmedaljerne.
- Der er mange overvejelser, når man vælger at skrive en kontrakt, og i mit tilfælde har det handlet meget om samværet med min datter. Vi er til tider meget væk på nogle trælse tider af døgnet i løbet af sæsonen, når du har et barn, men da jeg kom frem til, at jeg i hvert fald har et år mere i mig, var valget ikke så svært, for SønderjyskE er den seneste klub, jeg vil spille for.
- Vi har haft nogle hårde år resultatmæssigt, men den seneste sæson var et rigtigt sjovt år, selv om det ”kun” endte med en sølvmedalje. Det har været med til at gøre valget om en forlængelse lidt nemmere, siger Mads Lund.

