Marcus Nielsen tager afsked med ishockey
Marcus Nielsen har valgt at lægge skøjterne på hylden for i stedet at satse på at blive politibetjent.
Af Danny Longhi AndreasenDet er slut med ishockey for 24-årige Marcus Nielsen, der har valgt at indstille sin karriere på isen.
Det skriver Rungsted-hjemmesiden Champagnebugten.dk, der har interview med backen. Marcus Nielsen er opvokset i Rungsted og er gået fra 1. division og til at vinde DM-bronze med klubben. Han spillede de fleste år i Rungsted, men sluttede karrieren efter én sæson hos Odense Bulldogs.
Marcus Nielsen kunne både agere back og forward, og han nåede i alt 252 kampe i Metal Ligaen. Fremover bliver al fokus lagt ind på en uddannelse som politibetjent.
- Jeg har valgt at lægge skøjterne på hylden for at satse 100 procent på min uddannelse på politiskolen. Tidsmæssigt har jeg simpelthen ikke mulighed for at gøre begge dele, og det er selvfølgelig utrolig ærgerligt, men i sidste ende kommer uddannelsen i forreste række for mig, siger Marcus Nielsen til Champagnebugten.dk.
- Det har bestemt ikke været et let valg. Jeg har haft utrolig mange tanker og overvejelser undervejs. Jeg har trods alt spillet ishockey, siden jeg var fire år gammel og det har været det, som jeg har satset på uanset hvad. Da jeg var yngre, kom skolen og alt andet altid i anden række.
Marcus Nielsen regner med at begynde på politiskolen til november, og han drømmer om at blive en del af aktionsstyrken en gang i fremtiden. Den ishockeymæssige baggrund har formentlig givet kvaliteter, som kan være brugbare i at nå drømmen, fortæller han.