Silly season: De fem bedste underskrifter hidtil
Hvem har sikret de foreløbigt bedste underskrifter i transfervinduet?
Af Thomas NielsenRungsteds mesterskab er snart seks uger gammelt, og så småt mangler kun en håndfuld brikker, plus minus, i de ni trupper i Metal Ligaen.
Vi gør en hurtig status over transfervinduet indtil nu, og udvælger de underskrifter, som vi - bedømt på alskens kriterier, og ikke nødvendigvis udelukkende niveauet - har mest fidus til i skrivende stund.
Brett Thompson (CAN)
- fra Herlev Eagles til Herlev Eagles
Herlev Eagles tog nogle skøjtetag frem i sidste sæson, og det lader de til at bygge fint ovenpå.
Det eksemplificeres fint ved kontraktforlængelsen med kaptajnen. Canadiske Brett Thompson, der havde en supersæson mellem Thörnberg og Quist, er klar til sin tredje sæson i sort og gult. Vigtigt signal i forhold til både kontinuitet og kvalitet.
Aftaler med den svenske speedskater Alexander Lindqvist Hansen og finnerne Niklas Tikkinen og Jonas Riekkinen borger også for kvartfinalesult i Ørneborgen.
Grayson Downing (CAN)
- fra Colorado Eagles til Esbjerg Energy
Lige nu er det vel Metal Ligaens tungeste CV, som hæftes ved angriberen Grayson Downing, Esbjergs nye canadiske forstærkning.
Downing havde en skadesplaget sidste sæson, og det giver altid visse bekymringer og nogle forbehold, men har man én gang præsteret fremragende 40 point i AHL - i kun 59 kampe og med 19 af slagsen som mål - så vidner det om klasse.
Vestjyderne kan godt sætte forventningerne op, hvis hans overgang til europæisk ishockey går gnidningsfrit og skaderne er et overstået kapitel.
Michael Eskesen
- fra Stjernen Hockey til Odense Bulldogs
Odense Bulldogs kunne ikke finde et bedre emne, når det gælder den samlede pakke i forhold til kvalitet, klub-DNA, lederskab og erfaring.
De økonomiske udfordringer hos norske Stjernen banede vejen for en retur til Danmark, hvor barndomsklubben stod klar med åbne arme og C'et på brystet.
Snart 33-årige Eskesen kommer til at trække et kæmpestort læs på og udenfor den fynske is, hvor et meget ungt hold tegner sig.
Kan han medvirke til dén forskel, der kan bringe dem væk fra hullet på niendepladsen, hvor der i sidste sæson - efter den forfærdelige grundspilsafslutning - var hele 28 point op til Herlev?
Sebastian Bergholt
- fra Rødovre Mighty Bulls til Aalborg Pirates
Aalborg Pirates har været flittige på det interne danske transfermarked, og fx hentet Sebastian Bergholt hos kollegerne i Rødovre.
Den stærke allround-back var en ombejlet herre efter en sæson, der også bød på landskampe. Han bliver spændende at følge i nordjysk rødt, hvidt og sort.
Læg dertil forstærkningen i form af Esbjergs Anders Krogsgaard samt midtjyden George Sørensen, der vender hjem fra Södertälje for at genrejse karrieren og generobre landsholdspladsen, så tegner den danske stamme allerede uhyre stærk.
Vi nævner bare i flæng blandt egne forlængelser: Julian Jakobsen, Thomas Spelling, tvillingerne Mikkel og Martin Højbjerg, Nikolaj Carstensen, Lasse Bo Knudsen osv.
Søren Nielsen
- fra Odense Bulldogs til Frederikshavn White Hawks
Efter to sæsoner i Odense, den sidste knap så sjov, skifter Esbjerg-drengen Søren Nielsen nu mod nord.
Frederikshavn White Hawks har begået én af de mest interessante transfers indtil nu, for den unge hurtigløber har et fortsat uindfriet potentiale.
Sæt ham med et par stærke imports, og så vil han kunne måle sig med de bedste danskere i ligaen, som da han fx brillerede med Dale Mitchell og Anthony Camara i Odense.
--
Af andre spændende underskrifter kan også nævnes Matthias Asperups forlængelse i Rødovre, Frederikshavns signing af den danske mester Nikolaj Krag og de talentfulde sønderjyder, Mikkel Jensen og David Madsen, der skifter til henholdsvis Odense og Esbjerg.
Man kan også nævne den nye Herning-træner Ben Cooper, der har NHL-meritter, samt mestrenes flotte forlængelser med de stærke svenskere Mattias Persson og Marcus Olsson, omend mesterholdet også udsættes for en vis, forventet, åreladning.
Metal Ligaen tegner atter yderst spændende og interessant.