THE DOUBLE I HUS: RUNGSTED SEIER CAPITAL ER DANSKE MESTRE!
For første gang siden 2002 kommer guldet til Rungsted. Fredag aften kørte de finaleserien hjem med sejr i Vojens.
Af Thomas NielsenEn styring fra Robin Bergman sent i tredje periode brød 0-0-dødvandet og sendte Rungsted Seier Capital på vej mod det DM-guld, som tre sejre i seriens første tre kampe havde bragt dem i en gylden position til.
SønderjyskE spillede ellers finaleseriens klart bedste kamp og tilspillede sig en lang række store chancer, men Thomas Lillie var aldeles suveræn i Rungsted-målet.
Da chancen så bød sig i powerplay med fem-seks minutter igen, så slog Rungsteds svenskerkæde til.
Mattias Persson skød på mål fra højrekanten, og inde foran styrede Robin Bergman pucken ind under Patrick Galbraith.
Med 40 sekunder gik Galbraith ud til fordel for en ekstra markspiller, men Rungsted holdt stand - trods kæmpemuligheder i de allersidste sekunder - og så kunne guldfesten bryde løs.
Dermed kunne de cirka 300 medrejsende Rungsted-tilskuere tiljuble deres helte på isen, som har spillet en helt igennem fremragende sæson, ført fra start til slut, undervejs vundet både Final4 og grundspillet - og nu altså en suveræn finalesejr på 4-0 i kampe over grundspilstoerne.
Det guld kan ikke være mere fortjent.
STORT TILLYKKE til alle i og omkring Rungsted Seier Capital med DM-guldet og hatten af for en flot sæson af SønderjyskE, som døde med skøjterne på.
SØNDERJYSKE - RUNGSTED SEIER CAPITAL 0-1 (0-0, 0-0, 0-1)
53:14 0-1 Robin Bergman (ass. Persson, M.Jensen) PP
Udvisninger:
SE: 2x2, RSC: 3x2
Skud: 25-12 (9-5, 12-3, 4-4)
5.000 tilskuere i Frøs Arena.
Rungsted vinder finaleserien med 4-0 i kampe.