White Hawks-direktør: Helt rigtigt ikke at kåre Pirates som mestre
White Hawks-direktøren støtter op om beslutningen om ikke at kåre en dansk mester.
Af Mikkel KøhlerMetal Ligaen 2019/2020 er lukket ned og det bliver uden en dansk mester. Det kom frem for få dage siden.
Aalborg Pirates var den klare grundspilsvinder, men får altså ikke mulighed for at føre meritterne med ind i et slutspil og i kampen om et dansk mesterskab - og får ej heller papir på at have været ligaens bedste i denne sæson.
En beslutning, man bakker op om hos ærkerivalerne White Hawks. Direktør Henrik Andersen ser ''ingen argumentation'' for Pirates som mestre:
- Der er ingen argumentation for, at vi som det eneste land i Europa skal kåre en mester på grund af et grundspil, siger Henrik Andersen til Kanal Frederikshavn og fortsætter:
- Ja, Aalborg Pirates har præsteret et flot grundspil, men det er absolut ikke ensbetydende med, at de ville blive mestre i et senere slutspil. Det er i slutspillet, man finder den "sande" mester, fastslår Henrik Andersen.
Henrik Andersen fastslår desuden til lokalmediet, at han bakker op om beslutningen om at nedlægge ligaen:
- Ja, efter statsministerens opfordring og nu senest påbud om, at der ikke kan spilles for over 100 tilskuere. Det vil kun give store økonomiske tab for klubberne at fortsætte, og sportsligt er det meget usikkert, hvordan et slutspil vil forløbe. Vil nogen spillere blive ramt af denne virus og kan et hold så fortsætte? spørger han retorisk.
LÆS OGSÅ: White Hawks usikre på Continental Cup-deltagelse
LÆS OGSÅ: Stor strid i svensk ishockey: Hvem skal spille om oprykning?