ENDELIG: Spilletid til og assist af Bødker i nat

Danmarks mangeårige NHL-spiller var tilbage på isen i nat, og assisterede for Ottawa.
Af Mikkel KøhlerDet har ikke været Mikkel Bødkers sæson i NHL, og trænerstaben i Ottawa holder ham tydeligvis ude af andre årsager end de rent sportslige. Udefra ligner det en trænerskab og ledelse, der vasker hænder ved håndvasken og bruger Bødker som en af undskyldningerne for det pt. håbløse Ottawa-projekt, hvor Bødker med sin gode løn så er endt som et sort får.
Men når han får chancen, så tager han den, og det er da også kun otte måneder siden, han spillede et flot VM som Danmarks bedste over syv kampe, hvor han kamp efter kamp spillede lige op med de øvrige landes NHL'ere.
I nat var han tilbage hos Senators med sin kun anden kamp i januar, og den kun tredje siden november. Han fik mest spilletid i sine otte kampe i sæsonen med knap 10 minutter på isen, og trods sin position i fjerdekæden, så leverede han en assist på vejen mod Ottawas første sejr i 10 kampe.
Det var Mikkel Bødkers kamp nummer 697 i NHL, og han er altså kun tre kampe fra den imponerende milepæl, som 700 kampe er.

