Gentofte på titelkurs: Sikker sejr over Hvidovre
Foto af Martin Ladegaard-Mortensen
Gentofte Stars er en enkelt sejr fra titlen som vinder af 1. division.
Af Thomas NielsenWeekendens to hjemmekampe blev udnyttet optimalt af Gentofte Stars, som med sejre i begge nu fører 2-1 i 1. divisions finaleserie, der spilles bedst af fem kampe.
Lørdag tog de således endnu en sejr, da de bankede sig på 5-0 - inden Hvidovre reducerede et par gange i slutfasen.
Hele 418 tilskuere så med i Gentofte Skøjtehal, hvor Nicki Kisum blev dobbelt målscorer, og hvor også Mathias Rugholm, Mads Linke og Christian Hee Foss kom på måltavlen.
Simon Aasmul og Mikkel Skjellerup pyntede på resultatet for Hvidovre, der nu har hjemmefordel i Allan Villadsen Ishockey Arena i fjerde finalekamp på tirsdag.