Markus Jensen kan forlade Blue Fox: Mit ønske er udlandet
Markus Jensen har ambitioner om at finde en klub i udlandet til næste sæson.
Af Mikkel Køhler23-årige Markus Jensen er nok en af de spillere, der vil ærgre sig mest over hockeysæsonens bratte afbrydelse.
Den fysisk stærke Herning-forward havde fundet sit bedste spil frem, efter en svær 18/19-sæson og viste sig som en af ligaens bedste danske forwards i den forgangne sæson.
Jensens aftale med Herning udløber denne sommer og han skal nu overveje, hvad fremtiden kan bringe.
Til Hockeytinget fortæller han nu, at hans ønske er udlandet, men at døren også er på klem for hjerteklubben Herning Blue Fox, hvis det rette match udenfor landets grænser ikke dukker op.
- Indtil videre er intet helt på plads. Mit mål har længe været at rykke til udlandet og det er stadigvæk mit ønske, siger Markus Jensen til Hockeytinget og fortsætter:
- Men hvis det ikke bliver udlandet i denne omgang, så er Blue Fox mit foretrukne valg.
Markus Jensen leverede 44 point (21+23) i 48 kampe for Herning i Metal Ligaens grundspil i den forgangne sæson.
Således var han også en del af Hockeytingets ultimative danske ligalandshold, vi forleden lavede i et eksperiment. Her var han i øvrigt i kæde med Julian Jakobsen og Mattias Asperup.
Skulle Jensen få sit udenlandseventyr denne sommer, så er det første gang han forlader - ikke bare Danmark - men også Herning.
Jensen har spillet i Herning IK siden han startede til ishockey.
Jensen er netop nu i sommerhus med sin kæreste og parrets hund og han fortæller til Tinget, at han ser frem til at komme i gang igen - og hvem gør ikke det.
LÆS OGSÅ: Frederiksen udelukker andre danske klubber: Kigger mod Europa
LÆS OGSÅ: Svensk Herlev-profil roser dansk ishockey: Sverige er for defensivt