BREAKING: Kim Staal stopper karrieren

En levende ishockeylegende stopper en ufattelig flot karriere.
Af Mikkel KøhlerKim Staal annoncerede i dag, at han indstiller sin flotte karriere.
- Tiden er rigtig nu. I de seneste par sæsoner har jeg kunnet mærke, at det var ved at være tid, og nu føles det helt rigtigt, siger Kim Staal til Hockeytinget og uddyber:
- Socialt kan jeg godt mærke, at jeg er blevet ældre, og at mine venner er stoppet. Men jeg kommer til at savne at træne og spille kamp, erkender den mangeårige landsholdskæmpe.
Kim Staals cv er helt i toppen af danske ishockeyspillere. Han har sat et så markant aftryk i historiebøgerne, at hans navn for altid vil være mejslet ind i dansk ishockeyhistorie.
Han var med, da B-gruppen blev til A-gruppen, og han scorede et hav af mål i den periode, og mange af dem livsvigtige for landsholdet. Han blev den første dansker til at føre topscorerlisten i Sverige, hvor han også opnåede hele tre finaleserier. Han blev draftet af Montreal Canadiens, men mange og lange skader kostede formentlig NHL-chancen. Han blev dansk mester med Herning, men startede og sluttede i hjerteklubben Herlev. På alle tænkelige måder et helt unikt cv.
- Jeg er stolt af min landsholdstid. Landsholdet har altid betydet alt for mig, og det var her jeg skabte min identitet og fik venner. Vi gjorde alt for Danmark, og fandt utrolige ting frem, når vi var mest pressede. Jeg er også stolt af mit gennembrud i Sverige. Dengang man brød igennem til Eliteserien derovre, da var det stort og specielt siger Kim Staal, som i Malmö stadig er kendt og elsket som ”Staalmannen”.

