Disse hold står bag pokalturneringens vildeste resultater og traditioner

Siden 1988 har pokalturneringen budt på en række vilde resultater – se dem her
Af Lars JohansenI weekenden afgøres det, hvem der skal blive den 26. pokalmester i dansk ishockey, når Aalborg lægger is til Final4.
Siden 1988-1989 har pokalturneringen, der i dag hedder Metal Cup, lagt is til en række dramatiske opgør.
Den største sejr i en pokalfinale ligger tilbage i 1990-1991, hvor Herning udraderede Rødovre i Brøndby Hallen med hele 13-1.
Selv den dag i dag står pokalfinalen fra 1990-1991 som både den største finalesejr og den mest målrige pokalfinale.
Største sejr i nyere tid var i 2010, da SønderjyskE gjorde det onde ved discountholdet fra Rungsted Cobras, der på overraskende vis var kommet i finalen. Her var der dog intet at stille op for Lasse Degn, Andreas Sabroe og co., der måtte se sig slået med hele 7-2 i den gamle hal i Vojens.
Som regel er tredje periode præget af få scoringer i pokalfinalerne, men enkelte gange har et hold formået at sikre pokalen i den afgørende periode. Her har især Rungsted været nogle pokaltyve, der har snuppet pokalen i tredje periode.
Første gang var tilbage i 2004, hvor Rungsted Cobras snuppede pokalen med en 4-1 sejr over Frederikshavn på tre scoringer i tredje periode.
Den bedrift gentog Rungsted under navnet Rungsted Seier Capital i 2019, hvor de i Aalborg snuppede pokalen ud af hænderne på Frederikshavn med et par sene scoringer og vandt 3-2 på tre scoringer i tredje periode.
Går finalen derimod i overtid, så skal man nok sætte pengene på en Frederikshavn-sejr. Begge gange pokalfinalen er blevet afgjort i overtiden, har det været Frederikshavns kaptajn, der har løftet pokalen.
I 1998-1999 vandt Frederikshavn pokalen over Vojens, hvor de gik fra at være bagud 0-2 efter første periode til at sikre pokalen i Rødovre i overtiden.
Kunsten at vinde i overtiden gentog Frederikshavn i 2001-2002, hvor de slog Herning med 5-4 i Frederikshavn Isstadion.

