FANTASTISK: DM-guldvinder genopliver holdkammerat

Rasmus Pander var hurtig og handlekraftig, da uheldet var ude i Herning i sidste uge.
Af Mikkel KøhlerDer var drama af den dårlige slags, da Hernings 2. divisionshold var tilbage på isen efter sommerpausen i sidste uge.
43-årige Mogens Husted Hansen faldt om med et hjertestop ude på bænken og holdkammeraterne måtte træde til.
Det var den tidligere DM-guldvinder Rasmus Pander, der var tæt på Mogens Husted Hansen og handlede hurtigt, da det gjaldt allermest:
- Jeg sætter mig ind til ham. Han er ikke ved bevidsthed, men trækker vejret. Der går et halvt til et helt minut, og så får han hjertestop. Så begynder jeg livreddende førstehjælp, mens en fra holdet løber ind i omklædningsrummet efter en telefon, siger Rasmus Pander til Herning Folkeblad.
Pander og holdkammeraterne fik straks støtte fra halmanden, der hentede en hjertestarter i forhallen.
Mogens Husted Hansen fik et enkelt stød og vågnede så to minutter senere efter intens, livreddende førstehjælp fra Rasmus Pander:
- Så trækker han pludselig vejret! Uha, jeg får helt kuldegysninger, siger Rasmus Pander.
Mogens Husted Hansen blev altså reddet takket være men heltemodig indsats fra Pander og de andre holdkammerater på Hernings 2. divisionshold.
Han blev kørt til Skejby Sygehus, hvor han fik behandling. Mogens skal fremover indtage blodfortyndende medicin og kolesterolsænkende medicin for at hindre, at et lignende tilfælde skulle ske igen.
Rasmus Pander reflekterer og er først og fremmest glad og stolt over historiens gode udgang:
- Jeg er stolt over, at jeg har reddet en anden mands liv – en fars liv. Det er vildt, hvor skrøbeligt livet er, siger Pander afslutningsvis til Herning Folkeblad.

