Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

FEM SKARPE MED BJERRUM: Yndlingskæde er fra pokaltriumf

Foto af Glasgow Clan

Rasmus Bjerrum om forskellene på dansk og britisk hockey, livet som udlandsprofessionel - og så sætter han sin yndlingskæde.

Af

Glasgow Clan-angriberen Rasmus Bjerrum er nyeste mand i den skarpe stol.

Før sidste sæson drog vestjyden henover Nordsøen med slutdestination i den skotske hovedstad, hvor det lokale Clan-mandskab til daglig spiller i den britiske EIHL-liga.

Den tidligere Esbjerg-, Frederikshavn- og Odense-spiller har forlænget sin aftale med skotterne efter en succesrig første sæson.

Vi fangede ham til fem skarpe.

Hvordan er EIHL i forhold til Metal Ligaen - og hvad er de væsentligste forskelle?

Styrkeniveauet er stort set det samme. Danmark er en lidt yngre liga, hvor folk måske skøjter lidt mere. Til gengæld synes jeg, at folk er lidt mere rutinerede og bedre til at placere sig i EIHL.

Der er rigtigt mange gode spillere derovre, som har haft flotte karrierer på højeste niveau, hvor Danmark måske mere bliver brugt som springbræt.

Tilskuermæssigt er der en del flere i EIHL hos de fleste klubber og en mere amerikaniseret fankultur, hvor alle folk kommer i trøjer.

Derudover er der også stor forskel på kampprogrammet. Vi havde 60 grundspilskampe sidste år, og man spiller rigtig tit back-to-back, hvor man er på "roadtrip" og sover på hotel mellem kampene. Det er heller ikke unormalt at spille ude lørdag, komme hjem klokken 3-4 om natten og så spille hjemme søndag om eftermiddagen.

Vi havde fx to gange i sidste sæson, hvor vi spillede tre dage i streg. Det skulle man også lige vænne kroppen til.

Hvordan har det været at leve som udlandsprofessionel?

Det har været fedt at prøve noget anderledes efter mange år i Danmark, og det har givet mig ny motivation. Livsstilen har været lidt anderledes. Det har været dejligt at formiddagstræne, så man har resten af dagen fri. Det giver også mulighed for at opleve landet på en anden måde. Hvorimod man i Danmark tit går og venter hele dagen på træningen, fordi der er folk, som arbejder og går i skole.

Du har forlænget kontrakten til yderligere en sæson i Glasgow - hvad er dine ambitioner for de kommende sæsoner?

Jeg var rigtig glad for mit første år i Glasgow og det var dejligt at forlænge. Vi havde et godt hold og mange af de samme spillere har forlænget, så det bliver spændende at se, om vi kan nå længere næste år.

Målet for holdet må være at nå Final 4-weekenden i slutspillet. Det fungerer på en anderledes måde end i Danmark, og der er også stor prestige i at vinde grundspillet.

På det personlige plan håber jeg at have en mindst lige så god sæson som sidste år. Og gerne bedre. Mine ambitioner er at blive i udlandet, men jeg skal være far til august, så tiden må vise, om det trækker for meget at komme hjem.

Hvem vinder dansker-listen derovre: Dig eller Lukas Lundvald?

Det bliver nok tæt igen i år, men det kunne da være sjovt at få håneretten. Han har gjort det godt igennem to sæsoner, så det bliver spændende at se, hvordan han gør det i hans nye klub.

Hvis du skal sætte et All-Star-hold bestående af dine medspillere gennem tiden, hvordan ser det så ud?

Der kan jeg ikke komme udenom den kæde, som jeg spillede i, da vi vandt pokalen med Odense bestående af Dale Mitchell, John Armstrong, Simon Grønvaldt, Joakim Nettelbladt og så Tadeas Galansky i målet.