Fra lyseblåt til mørkeblåt: Rasmus Nielsen vender hjem

Rutinerede Rasmus Nielsen skifter SønderjyskE ud med barndomsklubben Herning Blue Fox.
Af Thomas NielsenEfter tre sæsoner i lyseblåt hos SønderjyskE, vender 28-årige Rasmus Nielsen nu tilbage i mørkeblåt - foreløbig de næste to sæsoner hos barndomsklubben Herning Blue Fox.
Den stærke back bliver sports- og talentchef Martin Struzinskis første signing, og det er en markant en af slagsen.
- Det er mig en stor glæde, at Rasmus har valgt at vende hjem til sin barndomsklub. Med 571 kampe i den hjemlige liga samt landsholdserfaring i en alder af blot 28 år, får vi en spiller hjem med stor rutine. Rasmus er i sin bedste alder, og er fortsat motiveret og opsat på at gøre en forskel for Herning Blue Fox. Han besidder et naturligt ledergen, der inspirerer andre til at blive bedre, og med sit stabile høje niveau får han naturligvis en stor rolle på holdet fremover.
- Med Rasmus på plads de næste 2 år er fundamentet på holdet styrket, og vi forventer os samtidig, at han med sit store hjerte for klubben, vil være klar til at tage et kæmpe ansvar og ligeledes være en rollemodel for de unge i den kommende sæson, udtaler sports- og talentchef Martin Struzinski.
Rasmus Nielsen har tre guldhjelme på hylden. Alle vundet med barndomsklubben.
Nu er han klar til at gå på jagt efter nummer fire de to kommende sæsoner.
Tidligere er det kommet frem, at angriberen Daniel Nielsen går den anden vej, mens Blue Fox-back Patrick Madsen skifter til Frederikshavn.

