Frederikshavn solgte næsten 300 støttebilletter på en dag
Fra 900 solgte støttebilletter til 1.176 solgte støttebilletter på en dag.
Det er status i Frederikshavn, hvor Frederikshavn White Hawks oplevede et stærkt boost i salget af støttebilletter i forbindelse med, at det var lønningsdag landet over.
- Wauw for et døgn vi har haft med støttebilletter. I går var vi på 900 solgte billetter og her til middag har vi optalt 1.176 solgte billetter. Vi kan ikke takke nok for jeres imponerende støtte og opbakning, skriver Frederikshavn White Hawks på deres facebookside.
Aalborg tæt på 4.000
Lidt længere sydpå kører salget af støttebilletter også stærkt. Her er Aalborg Pirates tæt på at blive den første klub til at runde de 4.000 solgte støttebilletter.
- Piratskibet lægger helt sikkert fra kaj igen i næste sæson - men hvis det skal være lige så frygtindgydende som i år, så skal det være med den bedst tænkelige besætning igen. Der har vi brug for din og alle alle andre fans hjælp, skriver grundspilsvinderne fra Aalborg Pirates på deres facebookside.
En opdateret status for salget af støttebilletter i Metal Ligaen ser således ud:
Aalborg Pirates: 3.926 (pr. 1/4)
Rødovre Mighty Bulls: 3.347 (pr. 29/3)
Esbjerg Energy: 1.447 (pr. 27/3)
Herning Blue Fox: 1.312 (pr. 31/3)
Frederikshavn White Hawks: 1.176 (pr. 1/4)
Rungsted Seier Capital: 675 (pr 31/3)
Odense Bulldogs: 462 (pr. 28/3)
Herlev Eagles: 303 (or. 31/3)
SønderjyskE: Sælger ikke støttebilletter på nuværende tidspunkt.