Historisk streaming på vej

SønderjyskE Ishockey Support streamer alle seks Continental Cup-kampe fra Vojens.
Af Lars JohansenSønderjyskE Ishockey Support har streamet fra to af sæsonens træningskampe, men det stopper ikke der. Sønderjyderne har fået den enestående mulighed for at streame de seks Continental Cup-kampe, der spilles i Vojens til november.
- Vi får lov at sende dem, da ingen andre ville vise dem, fortæller SIS’ Palle Mortensen.
Dermed kan danske, franske, engelsk og en fjerde nations ishockeyfans se frem til gratis streaming fra kampene.
Ikke nok med det, så er SIS også på plads til U18-landsholdets firenationersturnering i november, hvor de unge danske løver tager imod Tyskland, Slovakiet og Hviderusland.
En succes med vokseværk
Det hele begyndte med videointerviews, som så blev til højdepunkter fra kampene. Det har i dag udviklet sig til live streaming af kampe, mål-tv og et setup der gør, at de sønderjyske supportere nu er klar til to internationale turneringer.
Det er også gået over forventningerne med de streamede træningskampe mod Esbjerg Energy.
- Vi havde håbet på 2-300, men vi var over 1.000 på et tidspunkt, mens det var live og over 5.000 visninger i alt, fortæller Palle Mortensen.
Torsdag er der kamp igen, når SønderjyskE tager imod Rødovre Mighty Bulls i værternes sidste træningskamp inden sæsonpremieren.

