Jimmy Bøjgaard: Bedste Rødovre-udlændinge i 11 år
Det er over et årti siden, at Mighty Bulls diskede op med udlændinge som Virtala-brødrene, mener ishockeykommentatoren.
Af Mikkel Lund KøhlerRødovre Mighty Bulls præsenterede i går de finske brødre Markko og Teemu Virtala, som for to sæsoner var toneangivende på Gentofte Stars-holdet, der sensationelt gik hele vejen til finaleserien.
Nu skal de spille for Rødovre, og det er en kraftig opgradering af Rødovres trup, siger ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard.
- Det er en helt anden hylde og bevist kvalitet, end vi har været vant til at se i Rødovre, siger han, og kommer med en opsigtsvækkende dom over de to finske og de øvrige udlændinge, Rødovre har på plads.
- Det er de bedste udlændinge i 11 år i Rødovre, siger han, og henviser dermed til 2008/09-sæsonen, hvor stærke topforwards som Peter Campbell, Christian Larrivée, Mike Oliviera, Bobbie Hagelin og Sean McAslan var pointslugerne, mens Jesper Jensen Aabo, Jesper Duus og Michael Eskesen i øvrigt var blandt backerne.
- Ikke siden den sæson har vi set noget i nærheden af dette på forwardsiden. Oftest har der været få eller ingen udenlandske forwards, og i over et årti har der ikke på samme tid været kvalitet som med Virtala-brødrene og svenske Kim Johansson, som også er på plads på angrebssiden til den kommende sæson.
- Og så skal vi jo ikke glemme, at der er to finske backs i Miro Keskitalo og Julius Nyqvist, og helt sikkert også en stærk udenlandsk målmand på vej, så både isoleret set på forwardsiden, men også totalt på antal og kvalitet, går Rødovre en hylde op nu, siger Jimmy Bøjgaard, og tillægger det klubbens nye og bedre organisation.
- Det nye selskab bag Mighty Bulls, virker som et skridt opad. Der er ingen tvivl om, at de som så mange andre skal kæmpe hårdt og arbejde med alle små ting, og de har ikke ligeså mange penge som de jyske klubber og Rungsted.
- Men de forsøger at professionalisere nogle ting, ændrer bevidst en del i truppen fra den gamle danske generation til flere udlændinge, og så er det spændende at se, om de kan udfordre den klare top-6, som jeg synes jyderne og Rungsted har udskilt sig som, siger Bøjgaard, som glæder sig over fremgangen i Rødovre.
- Med Rødovres kultur og historik i dansk ishockey, så er der brug for et stærkt Rødovre. Herlev flytter lidt på sig, og i top-6 er alle ambitiøse, så det bliver spændende at følge, siger han, og minder om, at Rødovre tidligere har gjort det uhyre flot med et svagere hold.
- De sluttede altså 3'er i forrige sæsons grundspil med et hold, som de fik vredet alt ud af. Så selvom jeg nu kalder dem de bedste udlændinge på forwardssiden i 11 år, så er det jo slet ikke sikkert, at de som hold blander sig i top-6, eller bejler til en semifinale, men lad os nu se.
- Og det gælder alle hold. Der er meget lang tid, og 48 grundspilsrunder, til vi når slutspillet, siger Bøjgaard.