KLUMME: Lærte White Hawks at vinde?

Da White Hawks-kaptajn Rasmus Søndergaard i sidste weekend kunne løfte den store Final 4-pokal i triumf, var det på tide, skriver Jesper Larsen.

KLUMME: Da White Hawks-kaptajn Rasmus Søndergaard i sidste weekend kunne løfte den store Final 4-pokal i triumf, var det på tide. Sådan lakonisk og helt uden omsvøb kan man udtrykke det. For i Frederikshavn – både i klubben White Hawks og blandt dens fans – anser man sig selv som et hold af de større i dansk ishockey. Og skal der være bare den mindste hold i det synspunkt, så skal der titler på bordet. I det mindste indimellem.

Men hold da op, hvor var det længe siden sidst, og hold da op, hvor var man begyndt at tvivle på, at det igen var lige op over. For White Hawks har igennem længere tid bygget et image op, der handler om, at når det virkelig gælder – når the going gets really tough – så slår man ikke til. Og set med frederikshavnerøjne, så har der desværre været alt for mange tilfælde, der illustrerer alvoren i den triste opfattelse.

White Hawks har i skrivende stund været deltager i 6 DM-finaler. Som bekendt vandt man i 1989 og i 2000, mens det blev til nederlag i 1999 til Rødovre, i 2008 til Herning, i 2011 igen til Herning og i 2013 til SønderjyskE. Og Høgene har været den ene part i nu 8 pokalfinaler, hvoraf man har vundet tre. Finalenederlagene er altså i overtal, både når det gælder slutkampene om pokaltitlerne og om mesterskabet. Men der er forskel på dem, og ved især et par lejligheder var skuffelsen overvældende. Lad os se på et par stykker, og lad os starte med den indtil videre sidste gang, White Hawks var i finalen om DM. Det var i 2013, og modstanderen var SønderjyskE. Holdene var ualmindeligt lige, og begge havde vundet de første tre kampe hjemme, og derfor skulle det hele afgøres i 7. og sidste kamp i Frederikshavn. White Hawks havde hjemmebanefordelen, fordi man var sluttet grundspillet på andenpladsen, mens SønderjyskE var blevet nummer fire. Et fyldt Frederikshavn Isstadion var dog ikke nok til at sikre den fjerde hjemmesejr og det tredje mesterskab. Seksten minutter og en sjat inde i overtiden lavede Tyler Gotto det skæbnesvangre mål, der sendte guldet til Vojens. Katastrofefinale nummer ét.

Så var nordjyderne i pokalfinalen i 2016, og det foregik såmænd også i egen hule. Modstanderen var Odense Bulldogs, og White Hawks var storfavoritter i den kamp. Hjemmebane, Adam Miller og Colin Vock i storform og så en sult efter en ny titel. Alt tydede på Høge-succes. Men på Odense-holdet var især to personligheder, der i øvrigt senere endte i Frederikshavn: Dale Mitchell og keeper Tadeas Galansky. Mitchell viste sig i den kamp at være powerplay-bomber ud over alle grænser, og Galansky rullede gardinet ned og umuliggjorde scoring. Peter Johansson – White Hawks-coachen , der senere kom til blandt andet Rungsted Seier Capital – havde store problemer med at få taget sine timeouts i tide, og Bulldogs vandt 4-0. Igen luskede frederikshavnerne hjem, skuffede og frustrerede. Katastrofefinale nummer 2.

Og så vil jeg tillade mig at nævne en afgørende kamp, der slet ikke var en finale. I 2016 var Gentofte Stars det helt store nummer, da slutspillet skulle afgøres. Imod enhver fornuft og alles forventninger gik forstadskøbenhavnerne hele vejen til finalen. Frederikshavn White Hawks var på vej til at gøre dem selskab, og kun en sidste afgørende sejr over Esbjerg Energy stod i vejen. Igen (igen) var scenen Iscenter Nord – som for resten kort forinden havde skiftet navn til Nordjyske Bank Arena – og der var i den grad sat vand over til Høgesucces. Da flittige Nick Olesen i slutningen af den anden periode brød stillingskrigen og bragte White Hawks på 1-0, var jublen øredøvende i den nyrenoverede hal. De fleste anså vel Gentofte som ret overkommelige, og selv om Høgene det år havde tabt til Stars et par gange, så betragtede man de blå-lilla-klædte nordsjællændere for at være en halv walk over. Men først skulle man forbi Esbjerg Energy, og det kom man ikke. Den sidste periode blev ond for White Hawks og deres fans. To mål i den helt afsluttende del af kampen lukkede og slukkede for en drøm, der virkelig syntes ikke at kunne realiseres. Esbjerg tog finalebilletten og havde ikke de store problemer med Gentofte. Mange i Frederikshavn mente, at man havde smidt et sikkert DM. Katastrofe(halv)finale nummer tre.

Og så nævner jeg kort sidste års pokalfinale, hvor White Hawks også mødte Rungsted Seier Capital. Foran 2-0 et stykke tid inde i den sidste periode, og så lykkedes det alligevel ikke. To Seier Capital-mål med få sekunder imellem mod slutningen af kampen vendte alt og gav et ar, som flere af spillerne stadig bærer rundt på. Katastrofefinale nummer fire.

Forløsningen kom så i sidste uge. White Hawks vandt den største af pokalerne, men den mindst attråværdige af de to, der er. Men der er ikke desto mindre tale om en pokal, og det var en orkan af et lettelsens suk, der blev blæst ud over Frederikshavn, da sidste fløjt lød i Gigantium Isarena. Undervejs havde Jari Pasanen – som i mine øjne er den bedste cheftræner White Hawks har haft i årtier – hjulpet sit hold, som kun en taktiker kan. Han tog en rettidig timeout i en situation, hvor holdet havde brug for det. Det kunne hverken Peter Johansson eller den senere coach Mario Simioni. Pasanens skaktræk gav pote, og White Hawks vandt efter 18 års hunger. Og hvem ved, om der er mere i vente. Slutspillet banker på rundt om hjørnet, og skal man tro direktør i White Hawks, Henrik Andersen, så bliver Høgene farlige nu. Jeg smider et gran salt ind i den udtalelse. For at blive mestre skal man trods alt forbi Aalborg Pirates, og det kan blive mere end svært. Men Final 4-sejren har under alle omstændigheder løsnet gevaldigt op i White Hawks og i hele byen. Det mærker man overalt, og det helt store spørgsmål er, om White Hawks for alvor lærte at vinde?