KOMMENDE TV-KAMPE: Rødovre, Rungsted, Herlev, Herning, Esbjerg, Aalborg

Efter to corona-aflysninger er Herlev på tv to gange i februar. Rødovre vises også.
Af HockeytingetTV 2 SPORT har valgt februars fire tv-kampe, og det må vække glæde i Herlev og Rødovre.
Efter to corona-aflysninger er Herlev Eagles nemlig på skærmen hele to gange på en uge, og både på hjemme- og udebane.
TV-måneden indledes dog med den sjællandske klassiker Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital, som mødes fredag den 5. februar med sendestart kl. 19 og faceoff kl. 19.30.
Tirsdag den 16. februar spiller Herlev Eagles ude mod Herning Blue Fox, og den kamp er live på tv med faceoff kl. 20.30.
Tirsdagen efter er der også prime time-hockey på skærmen, når Herlev er på hjemmebane mod Esbjerg Energy. Her smides pucken også kl. 20.30.
Fredag den 26. februar afgøres grundspillet måske live på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY, for her mødes topholdene Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates, som lige nu duellerer om førstepladsen med Esbjerg Energy som eneste reelle bejler, må man formode.
Den kamp er i helt traditionel fredagsrytme med optakt kl. 19 og faceoff kl. 19.30.
Det hele vises live på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

