LARSENS CORNER: White Hawks kan gå hele vejen - eller?

Jesper Larsen skriver i denne klumme om, hvorfor Frederikshavn kan gå rigtig langt i denne sæson.

Metal Liga-holdene er mellem seks og ni kampe inde i turneringen. Det er et meget tidligt stadie, men visse tendenser har naturligvis allerede åbenbaret sig.

Her skal du få et par forklaringer på, hvorfor ligaens eneste mandskab fra Vendsyssel – Frederikshavn White Hawks – vil kunne gå rigtigt langt.

Og en analyse af, hvorfor de måske overhovedet ikke gør det.

I skrivende stund er White Hawks nummer to med 16 point. Det er á point med Aalborg Pirates på tredjepladsen og fire point efter 1'eren Rungsted.

På Metal Ligaens topscorerliste finder man i top-3 Aleksandr Bumagin og Jesper Jensen. De har lavet 14 og 13 point. Bumagin og Jensen har spillet i kæde sammen i sæsonens hidtidige kampe og gjorde det også i alle træningskampe. 

Det har fungeret fra starten, og man har fornemmelsen af, at de kan finde hinanden med lukkede øjne.

Især hjemme i Nordjyske Bank Arena har publikum kunnet se dem folde sig ud. Aleksandr Bumagin havde før i aftes eksempelvis lavet fire point i alle hjemmekampe, og Jesper Jensen følger lige efter.

Backen Mads Larsen er faldet fint ind i samarbejdet, og med sit præcise og knaldhårde slagskud er han et effektivt våben. De tre er helt naturligt styrke nummer ét.

Tadeas Galansky har været en sikker sidste skanse hos White Hawks i de sidste to sæsoner. I mine øjne har Galansky over en årrække været blandt ligaens top-to keepere, og i Frederikshavn var han ofte den afgørende faktor.

I år er Galansky hos Odense Bulldogs, og Mathias Seldrup er i stedet kommet til. Seldrup har ved flere lejligheder været et irriterende plankeværk, når Esbjerg Energy har været i Frederikshavn, men mange tvivlede alligevel på, at han kunne tage over efter Galansky.

Helt nøgternt kan man sige, at det ved man endnu heller ikke, om han kan. Det er sæsonen for ung til.

Men set i lyset af de kampe, der er spillet, så behøver frederikshavnske fans ikke at frygte noget som helst. Mathias Seldrup har været lysende, og fortsætter han tendensen, bliver han klart en topmålmand i denne sæson. Styrke nummer to.

Og så forekommer det naturligt at nævne Jari Pasanen. Når alle tastaturtroldene folder galden ud, så går det indimellem ud over Pasanen. Hvorfor skal Mathias Mølgaard spille back? Hvad er meningen med at ændre kæderne så ofte? Og hvorfor henter man ikke bare Dane Fox tilbage?

Hvis et enkeltstående resultat er negativt, så er det den slags, man hører. Pasanen har imidlertid - synes jeg – gode forklaringer på sine beslutninger, og han er ikke bange for at indvi andre i dem.

Omkring Mølgaard kunne vi eksempelvis forstå, at det giver bedre træningskvalitet, at have ham på backsiden, og så tilføjer han holdet en kvalitet på en plads, hvor den har manglet, har Pasanen forklaret. Det kan man godt få god mening ud af.

Jeg holder stædigt fast i, at én af Jari Pasanens helt store kvaliteter er hans evne til at tage betimelige timeouts. I gamle dage – og her er gamle dage at betragte som de perioder, hvor Mario Simioni og Peter Johansson var trænere i Frederikshavn – havde man vænnet sig til, at timeout var noget, man tog, når panikken havde bredt sig, og der kun var sekunder tilbage på uret. 

Sådan er det ikke mere. Jari Pasanen bruger timeout-kortet konstruktivt og til at hjælpe holdet med, og så gør det ikke så meget, hvornår i kampen det bruges.

Det bedste eksempel på dette er kun fjorten dage gammelt. White Hawks er i Esbjerg og er lige kommet bagud 2-1. Energy sidder på kampen, og White Hawks kan ikke spille sig ud af egen zone. Det er kun et spørgsmål om tid, inden det bliver 3-1.

Så tager Pasanen sine 30 sekunder, giver spillerne ro og får lagt en fremadrettet plan, der involverer ideer til, hvordan man kommer igennem de næste minutter. Det er naturligvis en påstand, men den beslutning vandt kampen for White Hawks.

Esbjerg tabte sit momentum, og på en helt umulig forsvarsfejl i den sidste periode, kunne høgene bringe sig foran og siden vinde kampen 4-2. Pasanen er styrke nummer tre.

Det vil ikke være ulogisk at påstå, at den potente del hos White Hawks er ret koncentreret hos førstekæden. Aleksandr Bumagin og Jesper Jensen falder jo i øjnene, det er længere nede i kæderækkerne, at problemerne kan opstå.

Man bliver ikke et mesterhold af at have to kæder, der producerer det hele. Det kræver et hold, og her har White Hawks stadig noget at bevise.

I mine øjne har trænerstaben – og det er Pasanen med hjælp af sin canadiske hjælpetræner Alex Stein - den udfordring, at man nødvendigvis må have gang i målproduktionen hos flere spillere. Opgaven bliver for enkel for ligaens øvrige hold, hvis man blot skal koncentrere sig om få spillere.

Der skal derfor helt enkelt komme flere point fra spillere som Gorm Topholt, Thomas Søndergaard, Mikkel Bertelsen, Nikolaj Krag og Sebastian Brinkmann. De er energiske og dedikerede spillere, men de skal alle bruge for mange chancer til deres mål.

Sebastian Brinkmann er et helt forrygende godt eksempel på dette. I denne søndags opgør mod Herlev Eagles – som White Hawks vandt 6-1 – fik Brinkmann fire helt oplagte målchancer uden at kunne score. Han skal lægge noget på, den gode Brinkmann.

Gorm Topholt slider og slæber i hver eneste kamp, men han scorer i gennemsnit tre mål pr. sæson.

Thomas Søndergaard og Mikkel Bertelsen kæmper også for sagen, men har omtrent det samme målsnit, og her er der klart plads til forbedring.

White Hawks har noget at arbejde med på breddesiden. I mine øjne er det holdets største svaghed.