Ligaens nye russer: Gode referencer fra Herning-drenge i KHL

KHL-stjernerne Peter Regin og Nicklas Jensen har sagt god for den nye Herning Blue Fox-russer.
Af Thomas NielsenDet er et sjældent spillermarked, som sportschef Martin Struzinski har givet sig i kast med, da han signede russeren Dmitri Kostromitin.
Det illustreres tydeligt ved, at backen er den kommende Metal Liga-sæsons første repræsentant fra den ellers gigantiske hockeynation - ud af i alt 44 udenlandske spillere lige nu.
Derfor har midtjyderne da også alliereret sig med to af deres egne drenge, KHL-stjernerne Peter Regin og Nicklas Jensen, som fra deres dagligdag har prøvet kræfter med den fysisk stærke back.
Og meldingen var positiv: Ifølge Blue Fox-pressemeddelelsen har Herning-drengene sagt god for den nye mand, der tilfører russisk fysik, erfaring og lederskab til Kvik Hockey Arena.
- Vi har i Dmitri fundet en forsvarsspiller som kommer med meget erfaring på højt niveau. Han er fysisk stærk, vinder mange nærkampe, har en høj arbejdsmoral og er meget motiveret for at vinde. Så han kommer til at passe godt ind i spillertruppen, da han også samtidig taler både godt engelsk samt er vant til at tage ansvar på og udenfor banen, fortæller sportschef Martin Struzinski til klubbens hjemmeside.
Dmitri Kostromitin står noteret for i alt 162 kampe i KHL, hvor han senest har spillet for Lada Togliatti - i den seneste sæson dog i den næstbedste række, VHL.
Tidligere har han spillet et væld af kampe på diverse russiske ungdomslandshold.

