OFFICIELT: SønderjyskE henter NHL-meriteret canadier
SønderjyskE har med MacGregor Sharps underskrift nu holdet komplet til den nye sæson.
Af Thomas NielsenCanadieren MacGregor Sharp sætter punktum i SønderjyskE-truppen. Han bliver sjette og sidste udlænding før sæsonstarten går den 6. september.
Det meddeler SønderjyskE på deres hjemmeside fredag middag.
Den 33-årige angriber ligner en kapacitet, og han kommer til Sønderjylland efter flotte år i Italien, Tyskland og Østrig.
Tilbage i 2009/10-sæsonen opnåede angriberen otte NHL-kampe for Anaheim Ducks.
– Det er en spiller, som jeg har store forventninger til, og det glæder mig, at vi kunne hente ham til klubben, efter han har slået sit navn fast i østrigsk hockey, hvor vi har fået rigtig gode tilbagemeldinger på ham.
– Han er en rigtig ledertype, der altid sætter holdet først, og han er bare en rigtig god fyr, som kommer til at passe godt ind i vores omklædningsrum. Han er en hårdtarbejdende type, der gerne vil gå på mål, og han kommer til at passe godt ind sammen med de øvrige spillere, vi har hentet ind til holdet, siger Kim Lykkeskov til sønderjydernes hjemmeside.
I den seneste sæson spillede MacGregor Sharp for Villacher SV i EBEL, hvor han som assisterende kaptajn noterede sig for 35 point i 51 kampe.
Canadieren har underskrevet en et-årig kontrakt med vicemestrene.