OPGØRELSE: Aalborg/Herning har gentegnet flest point, Esbjerg færrest

Hockeytinget.dk har undersøgt, hvor mange spillerpoint de ni ligaklubber har formået at bevare i truppen.
Af RedaktionenTrupperne er endnu ikke helt i mål, men der tegner sig allerede et klart billede.
Hockeytinget.dk har således tjekket efter - på baggrund af offentliggjorte forlængelser, hvor dygtige de ni ligaklubber har været til at gentegne med deres pointslugere fra 2018/19-sæsonen.
Således også et billede på, hvor mange point de enkelte hold skal ud at erstatte med nye tilgange.
Aalborg Pirates og Herning Blue Fox har skilt sig klart ud fra de øvrige i toppen af opgørelsen. Godt hjulpet på vej af profiler som Julian Jakobsen, Thomas Spelling, Lasse Lassen, Daniel K. Nielsen, Morten Poulsen m.fl.
Lige nu har de nordjyske pirater således gentegnet med samlet set 226 point ud af de 343, som truppen stod for i 2018/19. Det svarer til 65,89 procent.
Spillerne bag de resterende 34,11 procent er enten skiftet væk eller fortsat uafklarede.
Herning Blue Fox følger tæt efter med forlængelse af 65,64 procent af pointproduktionen fra i fjor.
Det kunne også være et billede af, at netop de to mandskaber ikke ramte plet på deres imports, som derfor ikke tegner sig for nogen stor produktion. Omvendt en skarp danskerside, der trak store dele af læsset, og som også er på plads den kommende sæson.
I en knivskarp bund på opgørelsen ligger Esbjerg Energy, der lige nu har gentegnet med 116 point ud af den samlede pointproduktion på 332 point. 34,94 procent.
En stor del af udlændingestaben skiftes ud, og så har Felix Scheel og Anders Krogsgaard begge valgt at skrive kontrakt med Aalborg Pirates.
1. Aalborg Pirates: 65,89% (har gentegnet 226 point ud af 343)
2. Herning Blue Fox: 65,64% (212/323)
3. Odense Bulldogs: 54,32% (107/197)
4. SønderjyskE: 43,67% (145/332)
5. Herlev Eagles: 39,76% (134/337)
6. Rungsted Seier Capital: 39,48% (165/418)
7. Rødovre Mighty Bulls: 38,57% (113/293)
8. Frederikshavn White Hawks: 37,42% (122/326)
9. Esbjerg Energy: 34,94% (116/332)

