Simioni efter sejr i TV-kampen: En usædvanligt god holdindsats

Mario Simioni er tilfreds med sit hold efter fredagens sejr over Frederikshavn.
Af Mikkel KøhlerSønderjyskE holder trit med toppen. De er kun tre point fra tredjepladsen og fem point fra Frederikshavn på andenpladsen efter at have slået netop White Hawks med 5-2 fredag aften.
Dagen derpå er det en tilfreds head coach, Mario Simioni, der udtaler sig til avisen Der Nordschleswiger.
- Jeg synes, holdet spillede en stor kamp. Det var en usædvanligt god holdindsats. Vi spillede godt over alle 60 minutter og så godt som i dag har vi ikke brugt vores fysik i en hel kamp tidligere og det hjælper utroligt meget, at man vinder nærkampene og derved får nogle kontrachancer, siger Simioni og fortsætter:
- I dag så vi virkelig, hvordan spillerne bød ind og spillede med den store intensitet som SønderjyskE-fansene gerne vil se. Så jeg glæder mig på vores fans' vegne - at de i dag så det hold, som de ved, vi har i omklædningsrummet. Det er den slags hockey, fans vil se og forventer af os. I dag fik de det og jeg glæder mig på spillernes vegne og naturligvis også på mine egne at det gik så godt, siger Simioni til nordschleswiger.dk.
Frederikshavn er med nederlaget fortsat to'er i Metal Ligaen. 14 point bag Aalborg og to foran Esbjerg, der dog har spillet en kamp mere end Pasanens tropper.
KAMPEN I TAL
SønderjyskE – Frederikshavn 5-2 (2-0, 0-1, 3-1)
17:08 1-0 Daniel Madsen (ass Anders Førster, Daniel Galbraith)
18:00 2-0 MacGregor Sharp (ass Frederik Bjerrum, Steffen Frank)
29:59 2-1 Kristian Jensen (ass Christopher Frederiksen)
42:03 3-1 Martin Eskildsen (ass Daniel Nielsen, Daniel Madsen)
42:58 4-1 Christian Silfver (uass)
47:28 4-2 Dane Fox (ass Christopher Frederiksen, Mads Larsen)
55:02 5-2 Mads O. Lund (ass Frederik Bjerrum, Phil Lane)
Skud: 33-19
Udvisninger: SE 4x2 FW 4x2
Tilskuere: 2756

