Topscorer tabt for Metal Ligaen: Thörnberg fortsætter i Østrig
Jesper Thörnbergs sæson var for god til at holde gribbene fra døren. Svenskeren er tabt for Herlev Eagles og Metal Ligaen.
Af Thomas NielsenMed 37 mål i 46 kampe taler statistikken sit eget tydelige sprog om svenske Jesper Thörnbergs fantastiske sæson for Herlev Eagles.
Svenskeren var bannerfører i ligaens måske allerbedste kæde, men det tiltrak også interesse udefra.
HC Innsbrucks fra den mere pengestærke, østrigsk-baserede EBEL-liga har haft fangarmene ude, og netop meddelt, at de har indgået aftale med den ombejlede svensker til den kommende sæson.
- Jeg så Jesper flere gange. Han flyver henover isen, har et hårdt og præcist skud og giver aldrig op. Det er, hvad vi har brug for, udtaler cheftræner Rob Pallin.
Dermed er en stor profil tabt for Herlev Eagles og Metal Ligaen.
HC Innsbruck blev nummer 10 i EBEL-grundspillet og kvalificerede sig ikke til årets slutspil.