Lokalavis: Detroit bør skille sig af med Frans Nielsen

Frans Nielsen har fået en skæv sæsonstart, og nu stilles der spørgsmålstegn ved fremtidsperspektivet i Detroit.
Af Thomas Nielsen0 point i 18 kampe.
Det er det bemærkelsesværdige facit for Frans Nielsens sæsonstart hos Detroit Red Wings.
Vel at mærke fra en mand, der altid har produceret stabilt og tidligere leveret sæsoner på 58, 52 og 47 point. Og i de tre foregående sæsoner hos traditionsklubben henholdsvis 41, 33 og 35 point.
Skader har ganske vist forpurret den optimale forberedelse - og nager måske endnu? - men fra sin vigtige plads på tredjecenteren og som lederskikkelse på et ungt hold, skal der selvfølgelig leveres langt mere.
Den skæve start får nu også lokalmediet Detroit Sports Nation, der følger 'vingerne' tæt, ud i en markant melding.
Således skriver de, at Detroit bør skille sig af med deres løntunge dansker, der tilbage i juli 2016 indgik en lukrativ, seks-årig aftale til en årlig værdi af hele 5,25 millioner dollars.
Som de skriver: Selv målmanden Jonathan Bernier har produceret mere med sine to assister.
Går den nye general manager, legendariske Steve Yzerman, med planer om at afskibe danskeren? Eller kan den danske NHL-stjerne rette skuden op og komme tilbage på sporet?
Med 458 point i 854 grundspilskampe er Frans Nielsen både den mest producerende og den mest erfarne dansker i NHL.
LÆS OGSÅ: NHL-DANSKERNE: FRANS FORTSAT POINTLØS, EHLERS STIKKER AF I TOPPEN

