Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

NHL'S Finest: The greatest hockey player ever

Hockeytinget.dk vil i en stribe kaldet "NHL'S Finest" lave mini biografier af de største navne i National Hockey League

Af
I et land, langt langt væk, startede verdens mest succesfulde hockeyhistorie. Vi befinder os i Canada, omkring to timer fra storbyen Toronto. Kortet zoomer ind på byen Brantford, i provinsen Ontario.

Byen er på størrelse med Aalborg, og selvom Brantford ligger på et helt andet kontinent, flere tusind kilometer væk fra "Nordens Paris" er der ét interessant fællestræk - her findes hockeyglade familier i stor stil. I Aalborg har man i flere år kunnet producere mange prominente danske hockeyspillere. Blandt andet kan nuværende superstjerne Nikolaj Ehlers, fra Winnipeg Jets i nordamerikanske NHL, nævnes.

For mange danskere er hockey dog ikke en sport der fylder meget i hverken medier, skolesport eller sågar på seniorniveau. Mænd der står på skøjter er sikkert også noget de færreste har stiftet bekendtskab med på disse breddegrader.

Ikke desto mindre har de fleste danskere hørt navnet "Wayne Gretzky".

Han stod på skøjter førend han kunne gå

Wayne Douglas Gretzky blev født i Brantford i Canada, år 1961. Faderen Walter Gretzky, der i sine unge dage selv var en habil hockeyspiller, arrangerede en lille hjemmelavet isbane i familiens baghave, hvor der kunne spilles hockey. En beslutning han senere hen sandsynligvis har været ganske tilfreds med.

Allerede som helt lille blev Wayne styltet op på sine skøjter, og skubbet ud på glat is. Her blomstrede hockeytalentet hos den unge Gretzky, og inden længe begyndte den meget unge dreng at fylde i lokalsporten. Gretzkys talent var så altoverskyggende at han i en alder af blot 14 år, flyttede til Toronto for at kunne gå i skole og spille hockey.

Wayne har selv udtalt at småborgerligheden og janteloven i Brantford blev for hård for ham. Forældre i træningshallerne var misundelige på deres egne børns vegne, og havde svært ved at glæde sig over Gretzky’s talent.

Så unge Gretzky flyttede til Ontarios hovedstad, mægtige Toronto, for at kunne spille hockey uforstyrret. Hockeytraditionen i Toronto har altid været noget særligt. Toronto Maple Leafs i National Hockey League er et af de seks grundlæggende hold, og ånden omkring hockey kan tydeligt mærkes. Dette er afgjort byens og nationens foretrukne sportsgren.

Gretzky’s karriere tog med afsæt i Toronto hurtigt fart. Som 17-årig skrev han kontrakt med Indianapolis Racers i World Hockey Association (WHA), en konkurrende liga til NHL. Efter ganske kort tid blev Gretzky solgt til Edmonton Oilers der året efter rykkede over i NHL, da WHA blev nedlagt.

Gretzky var havnet i verdens bedste hockeyliga - en æra var begyndt.

"Du kunne prøve at følge med, for at se hvad i al verden der foregår"

“Han var som en jazzmusiker der gav den gas til et riff, og hvis du var virkelig dygtig, kunne du måske prøve at følge med, for at se hvad i al verden der foregik”.
 - Michael Farber, Sports Illustrated

Gretzkys tekniske kunnen henleder tankerne på et smukt orkestreret stykke med jazz. Ikke blot en blues-rytter iført flatcap og en mavesur attitude, med røg i øjnene og ondt i hjertet. Nej. Gretzky var John Coltrane på tenorsaxofon. Blæsende ud over nodearket, uden respekt for andres manglende kompositoriske indleven.

Ydermere havde Gretzky en helt særlig indfølingsevne, der trods hans overlegne niveau, tillod ham at spille i total overensstemmelse med holdets bevægelse. I National Hockey League, er Wayne Gretzky alle tiders mest scorende spiller. Men i ligaen bliver du ikke kun målt på antal mål. Målgivende afleveringer (assists) samt mål, tæller som “point”, og er en samlet indikator på en spillers produktivitet. Wayne Gretzky har lavet så mange assists, at ingen spiller nogensinde har produceret et samlet antal point, der er højere end Gretzkys antal assists. Rå data der sætter uomtvistelige beviser på Gretzkys evne til at indgå som en vital del af teamet. Ikke blot som en målscorer fra en anden planet.

Gretzky har tidligere udtalt: “Min far sagde til mig. Du skal ikke være der hvor pucken er, du skal være der hvor pucken er på vej hen”.
Et råd der med hårdt arbejde førte til succes. Selvom Gretzky var dirigenten på Oilers holdet, var hans dygtige holdkammerater en lige så stor årsag til at Oilers i 1980’erne vandt Stanley Cuppen hele fire gange.

The Trade

I 1988 tradede Edmonton Oilers Wayne Gretzky til Los Angeles Kings.

Hvorfor gik Gretzky med til at blive tradet? Selvom at Gretzky havde et unikt bånd til Edmonton Oilers, så stod han faktisk overfor en svær beslutning. Indenfor kort tid ville han være fri af sin kontrakt med Oilers, og var for nyligt blevet gift med en amerikansk skuespillerinde. Ved at lade sig trade fik Gretzky mulighed for at flytte med sin kone og ufødte barn til Californien. Gretzky havde ydermere brugt meget tid i Californien, og rygtet siger at han sågar var babysitter for popmusikeren Robin Thicke, da han hørte om muligheden for at blive tradet til Kings.

Så Californien havde allerede en særlig plads hos Gretzky.

Set fra et mere økonomisk perspektiv, så fik han lov til at opleve sin reelle markedsværdi. Noget der aldrig ville være sket hvis han ikke lod sig trade mens han var på toppen. Handlen indebar en række andre spillere, førsterundevalg og 15 millioner amerikanske dollars. Sagt med en sindig nordjysk vinkel - handlen var ikke så tovlig endda for Oilers.

Los Angeles. Byen der er bygget på sand, havde ikke tidligere været en dominans i National Hockey League. Men nu begyndte folk at komme til kampene, og endda kendisser dukkede i ny og næ op. Senere hen stiftede man bekendtskab med San José Sharks og Anaheim Ducks. To spritnye californiske hockeyklubber.

Tog Gretzky hockeyen med til USA?

Næppe. De første seks hold i NHL som vi kender ligaen i dag, indebar blot to canadiske hold, og altså fire amerikanske.
Men Gretzky tog afgjort hockeyen til nye breddegrader. At spille en sport på is, med masser af tøj på, i dele af USA hvor der er varmt, gror palmer og nogle steder endda er ørken, kan virke helt absurd. Men det var det der skete.

Gretzky fortsatte med at være en decideret magtfaktor og Los Angeles Kings begyndte nu at deltage seriøst om at vinde Stanely Cuppen. I Gretzkys første sæson satte han klubrekord da han producerede 168 point. Desværre var Gretzkys flotte præstationer ikke nok til, at levere det absolut største resultat for klubben.

På trods af fine resultater - blandt andet conference mesterskabet i sæsonen 1992/1993 - udeblev Stanley Cup trofæet desværre.

Var Gretzky færdig med at spille på topniveau?

Efterspillet

Los Angeles Kings havde efter sæsonen 1992/1993 svært ved at holde niveauet, og Gretzky forlangte at blive tradet væk fra klubben. Efter en del forhandling efterkom klubben Gretzkys ønske, og i 1996 trak Gretzky i St. Louis Blues uniform. Det blev dog aldrig noget godt samarbejde, og efter blot én enkelt sæson, valgte Gretzky at indgå kontrakt med New York Rangers.

Rangers kom fra en formidabel sæson i 1993/1994 hvor holdet vandt deres første Stanley Cup i 54 år. Gretzky blev holdkammerat med Mark Messier, som han tilbage i Edmonton Oilers havde haft et særdeles produktivt forhold til.

I 1997 nåede Rangers til conference finalen, der desværre blev tabt til Philadelphia Flyers. Dette år underskrev Mark Messier kontrakt med Vancouver Canucks og forlod dermed New York Rangers og Wayne Gretzky. Altså var det glædelige gensyn en kort fornøjelse for Gretzky.

Gretzkys karriere var stille og roligt ved at nå en ende. I 1999 indstillede Gretzky sin professionelle karriere som hockeyspiller.

I Madison Square Garden er Gretzkys navn foreviget på en guldplade i foyeren, og ingen vil nogensinde være i tvivl om hvad denne kropsligt ydmyge, men sportsligt overlegne, canadiske hockeyspiller opnåede i sin karriere.

Selvom at Gretzky ikke sluttede karrieren med Stanley Cup trofæet løftet stolt over sit hoved, så er der ingen tvivl om hvem der er alle tiders bedste hockeyspiller.