Stærk danskernat i NHL: Eller-mål og rent bur af Andersen

Alle danskerhold var i aktion i nat i NHL.
Af Thomas NielsenAlle syv danskerhold i NHL havde kamp på plakaten i nat, men kun seks danskere kom i aktion.
Mikkel Bødker var således igen henvist til tilskuerpladserne hos Ottawa Senators.
Til gengæld var der danskeropgør i Toronto, hvor Frans Nielsen og Detroit Red Wings kom på besøg. Her var Frederik Andersen lidet gæstfri. Den store dansker plukkede alle 25 Detroit-forsøg på vejen mod et flot shutout i 6-0-sejren og en kåring som 2nd star.
Lars Eller scorede til 3-2 for Washington Capitals, der vandt 4-3 over Florida Panthers, mens Oliver Bjorkstrand leverede en assist i Columbus Blue Jackets' nederlag i Philadelphia.
Bjorkstrand blev også, nederlaget til trods, kåret til kampens 2nd star.
Nikolaj Ehlers (Winnipeg Jets) og Patrick Russell (Edmonton Oilers) kom ikke selv på tavlen for deres respektive hold, der henholdsvis vandt og tabte.
Hvis stillingen blev gjort op pr. dags dato, så var tre af danskerholdene klar til slutspillet - Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Patrick Russell.
De fire øvrige har et større arbejde forude for at sikre slutspilsbilletten.
LÆS OGSÅ: FRANS NIELSEN TIL HOCKEYTINGET: - DET SKAL NOK VENDE

