Vi kan se at du anvender AdBlock til at skjule reklamer på vores site. Vi håber at du vil overveje at tillade reklamer på vores site, så vi fortsat kan skabe masser indhold af høj kvalitet til dig.

Template for Oddset widget

DANSK ÅBNINGSSEJR! Danske esser afgjorde i straffeslag

Foto af DIU

Danmark var nede i sækken, men viste god moral, kom flot tilbage og sejrede i VM-premieren mod Frankrig.

Af

Indledningen var god. Danskerne satte flere gode aftryk, og de to VM-debutanter, Oliver Larsen og Nick Olesen, gik ubesværet ind på den store scene.

Franskmændene slog dog først. I et powerplay endte en løs puck foran mål for staven af Charles Bertrand, og så bragte han sit hold foran.

På et rød-hvidt superminut vendte danskerne bøtten i første periodes slutfase. Frederik Storm udviste stor energi og prikkede pucken ind efter flere forsøg, inden Markus Lauridsen sendte et velplaceret slagskud ind i powerplay med fire sekunder igen.

Powerplayet var kommet i stand via godt forarbejde af Morten Madsen i en undertalssituation.

Føringen var fortjent, men i anden periode væltede noget af det danske læs.

Startende med et stort koks fra Sebastian Dahm, der ikke fik afværget Dame-Malkas skud helt oppe fra midten.

Otte minutter senere kom Frankrig foran, da Dahm gav en lidt for nem retur, som Damien Fleury sikkert udnyttede.

Kort efter blev ondt værre, da Valentin Claireaux afsluttede en hurtig fransk omstilling i powerplay.

Her begyndte det at virke lidt dystert, men hurtigt fik Danmark reduceret til 3-4.

Lars Eller og Mikkel Bødker genoptog deres samarbejde fra juniortiden, som var vi tilbage i 00'erne. Med førstnævnte som målscorer på et maskeret skud langt udefra.

Franskmændene truede hele tiden med at stikke kontra på de lidt for talrige danske turnovers, men i målfesten tog Danmark næste stik.

Jesper Jensen udlignede til 4-4, da han flot styrede Nicklas Jensens pasning op i det nærmeste hjørne.

Det blev den ordinære tids sidste mål, selvom begge hold sværmede om afgørelsen. Dahm med et par pragtredninger i den danske ende. Overtid måtte til.

Fem nervepirrende og afvekslende minutter førte ikke til mål, og så skulle holdene ud i straffeslag for at finde afgørelsen.

Her viste Danmark høj klasse. NHL-duoen Lars Eller og Mikkel Bødker scorede begge, inden Frederik Storms fuldtræffer blev afgørende.

Damian Fleury tabte pucken i sit forsøg, da han skulle score, og så kunne danskerne juble over en vital åbningssejr.

Næste opgave er allerede i morgen, hvor det gælder et møde med Tyskland, som man jo åbningssejrede mod sidste år i Herning.

I den tidlige kamp i den anden gruppe storsejrede Schweiz med hele 9-0 over Italien i Bratislava.

KAMPEN I TAL

DANMARK - FRANKRIG 5-4 (2-1, 1-3, 1-0, 1-0) e.str.
08:55 0-1 Charles Bertrand (ass. Claireaux, Hecquefeuille) PP
19:06 1-1 Frederik Storm (uass.)
19:56 2-1 Markus Lauridsen (ass. Storm, J.Jensen) PP
24:08 2-2 Olivier Dame-Malka (uass.)
32:21 2-3 Damien Fleury (ass. Bozon, Hecquefeuille)
33:55 2-4 Valentin Claireaux (ass. Rech, Bozon) PP
35:29 3-4 Lars Eller (ass. Bødker)
46:34 4-4 Jesper Jensen (ass. N.Jensen, Meyer)
65:00 5-4 Frederik Storm PS