OPTAKTSBLOG: #7 Rødovre Mighty Bulls - kan Vestegnens drenge gå videre fra kvartfinalen?
Henover ti artikler bedriver gæsteskribent Mike Larsen en udførlig optakt til den nye sæson i Metal Ligaen.
Af MIKE LARSENRødovre ligner et meget spændende hold i denne sæson. De seneste sæsoner har de været holdet med den største danskerstamme af egen avl, men til denne sæson er der blevet hentet nogle flere spillere ind på holdet.
Rødovre ligner et forstærket hold, men samlet set tror jeg ikke, at de får rykket sig ret meget op i tabellen. Den finske invasion har slået til i Rødovre til denne sæson.
SIDSTE SÆSON
Rødovre endte på den 7. plads, som alle havde forventet, at de ville ende på. I kvartfinalen kom de til at spille mod SønderjyskE, og Rødovre var foran med 2-0 i kampe, men så fandt SønderjyskE et højere gear, og så kunne Rødovre ikke følge helt med igen. Det endte med at være en godkendt sæson for Rødovre samlet set, da man ikke kunne gøre mere mod SønderjyskE.
VIGTIGE TRANSFERS
Matt O'Connor, målmand, er ny i målet for Rødovre, og han ligner en solid erstatning for Stefan Ridderwall, der var plaget af skader i flere omgange af sæsonen. Han kan sagtens blive en af ligaens bedste målmænd.
David Suvanto, back, er fortid i Rødovre. Han var styrmanden på blueline i powerplay, hvor han både havde et godt overblik, men han kunne også sagtens selv skyde på mål. Den gode sæson gav ham en kontrakt i Löwen Frankfurt i DEL2.
Jannik Karvinen, forward, lader også til at være fortid i barndomsklubben. Han har været billedet på Rødovre gennem hele karrieren, men han har endnu ikke fået nogen kontrakt, så det kunne ligne, at han er stoppet. Han var altid farlig, når han kom ind i zonen og kom til mange store chancer.
NØGLESPILLERE
Julius Nyqvist, back. Finsk back, der ikke er den store målscorer, men han spiller ganske solidt i egen zone, og har et godt blik for spillet. Han laver ikke mange fejl, hvilket er meget kendetegnende for finske backs.
Matthias Asperup, forward. Dansk forward, der har et rigtig godt skud, og han kunne ligne en spiller, der kommer til at spille sammen med Virtala brødrene. En markant dansk skikkelse på Rødovre holdet, der kan komme til at gøre ondt på modstanderne.
Marko Virtala, forward. Den ene af de to brødre, der er kommet til Rødovre til denne sæson. De har tidligere været i Gentofte, hvor de var ganske dominerende og begge kommer med masser af erfaring fra den bedste finske liga.
ODDSTANKER
Rødovre bliver et hold, som bookmakerne uden tvivl kommer til at undervurdere i den kommende sæson; i hvert fald i starten af den. Der kommer til at være gode odds at hente på Rødovre, regner jeg med. Rødovre har generelt altid været et hold, der stiller godt defensivt, og med den nye målmand, så kunne det sagtens tyde på, at vi skal ud på under 5,5 mål i deres kampe.
CHANCER FOR MESTERSKAB
Selvom Rødovre er forstærket meget i min optik, så synes jeg ikke, at der er noget værdi at hente i at spille på Rødovre som danske mestre. Rødovre skal nok komme i slutspillet, men i en bedst-af-7 serie mod nogle af holdene, så forventer jeg, at Rødovre kommer til kort. Topholdene har en større bredde og bedre topspillere.