Frits Nielsen-comeback - træner i Herning og på landshold
Hernings trænerlegende er blevet træner for Hernings 1. divisionshold og på U18-landsholdet.
Af Mikkel KøhlerHerning Ishockey Klubs legendariske træner Frits Nielsen har sagt ja til et overraskende comeback.
Han er nemlig blevet assisterende træner på Hernings 1. divisionshold, der ledes af tjekken David Ohmitek, som Nielsen står med på billedet herover.
- Det betyder et par ugentlige træninger, siger 66-årige Frits Nielsen, som for fire år siden blev optaget i dansk ishockeys Hall of Fame.
Frits Nielsen blev dansk mester som spiller med Herning i 1973 og med AaB i 1981. Som spiller var han en af landets absolut bedste forwards, og det var også det, han blev optaget i Hall of Fame for, selvom han så rigeligt kunne have fortjent det som træner også. Dansk ishockeys Hall of Fame er dog udelukkende for spillerpræstationer.
Foruden tjansen i Herning, så har Frits Nielsen sagt ja til at være assistent på U18-landsholdet sammen med Erik Petersen og under head coach Olaf Eller. Oprindeligt indgik Mike Grey også i pakken på et spændende U18-team, men Grey har meldt fra på grund af nyt arbejde.
Straks er Nielsens - og Petersens - roller udvidet, fordi Olaf Eller på de første to samlinger er optaget af dobbeltjobbet som U20-landstræner.
- Det er spændende. Vi har et godt team med Olaf Eller som chef, og Erik og jeg som assistenter. Det er sjovt, at være med på sidelinjen uden det store ansvar, siger Frits Nielsen, som i den grad stod med ansvaret i 80'erne og 90'erne - og stort set altid lykkedes.
Han er imponeret over de unge spillere, der kommer frem i dag.
- Det er rigtig sjovt, at arbejde med de unge. De er imponerende dygtige individuelt i forhold til for 25 år siden. Indtil videre har det været en god oplevelse, siger Frits Nielsen til Hockeytinget.