Nicolai Meyer er klar til at tage næste skridt
Den tidligere White Hawks-spiller stortrives i Sverige og er i gang med sin hidtil bedste sæson.
Af Jesper LarsenHvis du vil have dine drømme til at gå i opfyldelse, er det bedst, du vågner først.
Sådan lyder et gammelt ord, og det har sin egen indre logik, som det ikke er helt fremmed at forholde sig til. For selvfølgelig kommer det hele ikke bare til den, der passivt lader stå til. Alle triumfer har en pris.
I Frederikshavn har ishockey været den altdominerende sportsgren i de sidste fire årtier. Frederikshavn White Hawks har leveret gode resultater på isen, og over en lang periode har tv-seere hjemme i stuerne vænnet sig til at se store ishockeyopgør transmitteret fra Danmarks nordligste arena.
Og mangen en frederikshavnerpurk har taget sit første ishockeyudstyr på i omklædningsrummene under Frederikshavn Isstadion og drømt sig til anseelige triumfer på alverdens udebaner. For de fleste forbliver drømmen en drøm, men for nogle af de håbefulde er det lykkedes at få den ført ud i livet. Især i disse år, hvor Frederikshavn som aldrig før er leveringsdygtig i ishockeytalenter på højt niveau. Rundt omkring i Europa og i Nordamerika løber tidligere frederikshavnerdrenge rundt og gør det ualmindeligt godt.
Èn af dem er Nicolai Meyer, som i denne sæson har været engageret hos traditionsklubben Södertälje, der spiller i HockeyAllsvenskan – den næstbedste ishockeyrække i Sverige.
25 årige Meyer har været det store samtaleemne, fordi han helt suverænt har været ligaens bedste spiller. Nicolai Meyer er i skrivende stund alene i front på topscorerlisten, og det skyldes flere ting, synes han:
- Som hold har vi været svingende, men for mig personligt har sæsonen været ret stabil. Jeg har produceret fornuftigt med point over lang tid, og det skyldes især, at jeg har haft en god kemi med mine kædekammerater. Men jeg kan også godt mærke, at jeg har udviklet mig, efter at jeg er kommet til Sverige. Tidligere har jeg måske manglet noget især i det defensive spil for at blive en mere komplet spiller, men jeg føler, at jeg er steppet up på det punkt. Og så har jeg desuden fået den hjælp, jeg behøvede til at gøre det. Så derfor fungerer det godt for mig i øjeblikket.
I Sverige er ishockey en helt anden sport end i Danmark. Landet har langt flere spillere, langt flere haller, og tilgangen til spillet er også en anden. På bedste svenske vis tager man højde for de mindste detaljer, og det kan Nicolai Meyer godt lide:
- Vi har eksempelvis videocoaches, der studerer hver enkelt kamp og kommer med personlige input til alle spillere. Det har hjulpet mig ret meget, og jeg synes, det fungerer bedre end blot at høre på en træner, der fortæller, hvordan tingene skal være. Her får man lejlighed til at se, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Det har gjort mig mere sikker som spiller, og det har givet mig mulighed for at spille mere på instinktet.
Man kan godt sige, at det allerede er lykkedes for Nicolai Meyer at indfri nogle af drengedrømmene. Tilværelsen som professionel ishockeyspiller er i hvert fald en kendsgerning. Men når et mål er nået, sætter man sig et nyt. Det gør Meyer også:
- Jeg er jo sportsmand, og jeg vil naturligvis gerne spille på højest mulige niveau. Allerhelst ville jeg være rykket op med Södertälje i denne sæson, for selvfølgelig kunne jeg tænke mig at spille i en af de store ligaer i Europa, og til den kategori hører SHL – Swedish Hockey League. Men jeg føler nok, at det er næste år, jeg skal tage næste skridt. Så jeg må sætte mig ned og se på sagen.
Sidste år var Danmark for første gang vært for VM i ishockey. Det blev årets event i landet, og der blev talt om, at det var den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde.
Nicolai Meyer blev ikke udtaget til det landshold, der gjorte det så fornemt i Boxen i Herning. Om et par måneder er det tid igen til et nyt VM, og selv om han er ydmyg omkring det, så tror Meyer på sine muligheder denne gang:
- Jeg vil gerne være i landstrænerens søgelys. Jeg synes, jeg har taget ikke bare ét, men flere skridt i den rigtige retning, og jeg føler, at jeg har noget at give af. Jeg gør mit bedste til dagligt på mit klubhold, og så håber jeg på, at jeg får vist mig frem, for det er kæmpestort at være med landsholdet, og det er noget, man uden tvivl vil se tilbage på, når det hele en gang er slut. Jeg ved dog godt, at der er mange gode spillere at vælge imellem, men har de brug for mig, er jeg klar.
Södertälje klarede den ikke til slutspillet i denne sæson. Det var en kæmpe skuffelse for fans og spillere. Nu venter en tid, hvor der skal gøres store overvejelser.
Nicolai Meyer har uden tvivl fået en del at tænke over. Det siges, at rygtet rejser jorden rundt, inden sandheden får snøret skoene. Der er noget om snakken. I hvert fald er det allerede oplyst, at Malmø Redhawks har haft følere ude efter den succesfulde frederikshavner. Den næste tid vil vise, om endnu en dansker flytter til SHL.