Tidligere Rungsted-træner skal forløse Mathias Froms store potentiale
Mathias From er skiftet til Modo, hvor svenske Bjørn Hellkvist skal forløse hans potentiale.
Af Thomas NielsenDen danske VM-forward, 21-årige Mathias From, fik endelig sin umiddelbare hockeyfremtid på plads, da han i går blev meldt ud som ny spiller i traditionsklubben Modo.
Örnskoldsvik-klubben, der tidligere har fostret stjerner som Peter Forsberg, Markus Näslund og Sedin-tvillingerne, blev i sidste sæson sekser i Allsvenskan, og gør et nyt forsøg på SHL-oprykning den kommende sæson.
Cheftræner for From bliver den tidligere Rungsted-træner Bjørn Hellkvist, der ser spændende perspektiver i sin nye danske spiller.
- Mathias er dygtig til at tage pucken i offensiv zone, og med sin høje fart være en producerende spiller. Han har stort hockeypotentiale, og det skal vi sammen få det bedste ud af, som han udtalte til klubbens hjemmeside i forbindelse med offentliggørelsen.
Ekspert og transferguru i svensk ishockey, Johan Svensson - eller bedre kendt som MrMadhawk - forudser, at From indgår i Modos andenkæde den kommende sæson.
Med Jonathan Johnson på centerpladsen og Malmö Redhawks-tilgangen Kim Rosdahl på den anden wing.
From er i øvrigt, i skrivende stund, eneste udlænding blandt 23 svenskere i Modo-truppen.
Nu är jag osäker på exakt vilka Hellkvist tänker matcha som centrar, om han tänker köra Lukas Wernblom där, tex, men något sånt här skulle MoDo kunna ställa på benen i höst. pic.twitter.com/A8WjrmvaBV
— Johan Svensson (@MrMadhawk) July 8, 2019